71 / 484
4 2
eftergiver ham ingen af sine strenge antiquarisk-artistiske Fordringer, hvilke
endnu forhøjes ved den ham egne line Skjønhedssans.
Sandelig, vor unge
Phidias havde i ham en ubestikkelig Dommer, der ikke bortgav en Haars-
brede, ikke en Kjortelfolde af Oldtidens Værdighed. »»Dette havde de gamle
ikke gjort saaledes«« — lød ofte hans Dom; eller: »»Saaledes gik ingen
ærbar Kvinde klædt i Oldtiden, langt mindre en Gudinde«« — da en Gang
en Pallas af Thorvaldsen havde faaet et Foldekast i Klædningen, lidt mindre
sømmeligt. Og den unge, undseelig stolte Kunstner, i sin Kamp med Ide
alet, afhuggede Hoveder, sønderbrød Statuer, der allerede tidligen vilde
have udmærket ham meget berømmeligt for den store Hob.« — Men Kunst
neren tabte ikke Modet, fordi hans Frembringelser bleve underkastede skarp
Kritik; han har uden Tvivl følt tydelig nok, at Zoéga lastede hans Arbejder
paa en saadan Maade, at Dadelen blev et klart Udtryk for de store Krav,
der maatte stilles til de store Evner.
Direkte Opmuntring fik Thorvaldsen
for øvrigt i fuldt Maal hos sine jævnaldrende Kaldsfæller, i hvis Kreds han
færdedes,
Som Venner af ham kunne foruden Zoega og Carstens nævnes
Kobberstikkeren Gmelin samt Landskabsmalerne Reinhardt, von Rhoden og
Joseph Koch.
Denne sidste, der som fuldt udviklet Mester fik betydelig
Indflydelse paa den tyske Kunst
han dyrkede ligesom de to andre nævnte
Malere »det historiske Landskab« ■— , var sikkert den af Vennerne, der per
sonlig kom til at staa ham nærmest. Koch og Thorvaldsen lejede i Fælles
skab en Bolig i Via Felice og boede sammen i længere Tid; de førte der
deres egen Husholdning, som styredes af en brav gammel Romerinde, hvem
Thorvaldsen lærte at tilberede forskjellige hjemlige Retter; særlig blev hun
Virtuos i Pandekager.
Feberen vedblev jævnlig at hjemsøge Thorvaldsen kortere eller
længere Tid adl. Gangen,
og ikke sjælden hindrede den ham helt i at arbejde.
Plaget var han
desuden af Bekymringer for Fremtiden; vel blev hans Sti
pendium fornyet — sidste Gang ifølge Skrivelse fra Akademiet, 3dje De
cember 1799 , paa to Aar, hvoraf han skulde have Lov at bruge det andet
til Hjemrejsen og til et
Ophold i Paris — , men Tanken om, hvad han
skulde gribe til, naar det
var endelig udløbet, har sikkert ofte hvilet paa
ham! »ed et
liaardt
Tryk.
En eneste Bestilling fik han; den kom fra
Abildgaard. med
hvem
han stadig vedligeholdt en ret livlig Brevvexling;
han ønskede foruden
en
Homerbuste en Marmorkopi af Rafaels Buste i Pan-
theon.
Busten af Homer, Kopi efter Antiken, havde Kunstneren staaende