92 / 484
55
været udbredt i videre Kredse; i alt Fald er det berettet, at dets »miraku
løse« Frelse har givet Anledning til »adskillige italienske Sonetter«. Senere
har en dansk Digter, H. P. Holst, smukt besunget Katastrofen.
Med de ventede Bestillinger til Christiansborg trak det noget i
Langdrag, men Kunstneren havde Arbejde nok endda, og en enkelt nogen
lunde bestemt Opfordring til at udføre et betydeligere Værk til Anbringelse
paa dansk Grund kom dog til ham allerede inden Udgangen af 1804.
Baron Schubart skrev nemlig til ham, at hans Søster Grevinde Schim-
melmann ønskede at skjænke Trolleborg Kirke en Døbefont af hans
Arbejde. Ideen tiltalte strax Thorvaldsen, og han gjorde i Begyndelsen af
Vinteren Udkast til selve Døbefonten og dens plastiske Udsmykning, men
paa Modelleringen blev der dog først senere taget fat.
Det laa nærmere
for, at faa de Woronzoffske Arbejder fra Haanden, og med Fuldendelsen
af disse synes det at være gaaet ret hurtig fremad.
Ganymedes blev vel
først færdig; den blev den skjønneste af de Enkeltfigurer, der erhvervedes
af den russiske Grevinde.
Thorvaldsen modellerede senere flere Gange
Billeder af den fagre trojanske Yngling, Jupiters Mundskjænk; her er
Talen om den slanke, staaende Figur med Kanden i den sænkede højre
Haand og Bægeret i den fremstrakte venstre.
Statuen er ikke lige god
helt igjennem; Hovedet er i sin Totalvirkning noget flegmatisk, hvad vel
ikke mindst skyldes den stærkt dominerende Næse, og Lemmerne føres en
Smule slapt, men her som i næsten alle Mesterens fritstaaende Skikkelser
virkes der bedaarende ved de rene og noble Linier, ved hele Figurens
olympisk rolige Plastik. — Bacchus er et af de faa Thorvaldsenske Arbejder,
hvori der kan spores Reminiscentser fra Michelangelo, en Plastiker, hvem
den rolige nordiske Kunstner jo ellers staar saa fjernt som vel muligt.
Ligheden gjør sig da ogsaa kun gjældende i Bevægelsens Hovedtræk. I
sin Bacchusfigur har Thorvaldsen for øvrigt holdt sig til den gængse,
antike, Opfattelse af Vinguden og skildret denne som den yppig udviklede
Ungersvend, hvis Former gjennemgaaende ere mere svulmende end muskel
stærke, og i hvis Fysiognomi den halvt drømmende Hengivelse i Øjeblikkets
Nyden er det fremherskende.
Men foruden disse Statuer og et Par andre, der senere skulle om
tales, frembragte Thorvaldsen i Aaret 1805 endnu et større Arbejde, der
i høj Grad bidrog til at fæstne hans Ry, og som i Virkeligheden ogsaa
indtager en fremragende Plads i hans samlede Produktion, nemlig Relieffet