93 / 484
56
»Briseis’s Bortførelse«.
Det er i det foregaaende antydet, at Thorvaldsen
kom til Italien saa godt som blottet for boglige Kundskaber, og nogen
lærd eller overhovedet meget læsende Kunstner blev han aldrig.
Selv de
Oldtidsdigtninger, fra hvilke han hentede Flertallet af sine bedste Æmner,
har han næppe nogensinde studeret; med fuld Føje er det endogsaa gjort
gjældende, at han næppe har haft blot et overfladisk Kjendskab til Homers
Odysse.
Men aabenbart har han siddet inde med en aldeles eminent Evne
til at fange Motiverne, hvor de faldt for paa hans Vej; selv under det
flygtigste Møde med en Skikkelse fra de gamle hellenske Sagnkredse har
han mægtet at gribe den, leve sig ind i dens Væsen, gjøre den til sin
Sjæls Ejendom og gjenfremstille den i den rette Aand.
Deraf den vid
underlige Sikkerhed, hvormed han evner at vise os dem i de vexlende
Situationer, at fortælle om deres indbyrdes Forhold, alt i ægte Stil, alt. i
Stemning.
Han har overfor Tonerne, der klinge ud fra den oldgræske
Kunst og Poesi, en saa fint mærkende Sangbund, at et enkelt antikt
Fragment, en anakreontisk Strofe, et Par Vers af Iliaden i et Nu kan sætte
den i Bevægelse til et Svar, der lærer os mere om Fortidens Aand og
Skjønhed, end hele Bibliotheker have kunnet.
Herom taler en Figur som Jason, en Gruppe som Amor og
Psyche; om det samme vidner, og maaske med endnu større Kraft, Relieffet
med Achilles og Briseis. Fra Iliadens første Sang vil man kjende Situationen:
Achaiernes Hærdrot Agamemnon sender sine Herolder til Achilles’s Telt, for
at de skulle bortføre den unge Helts fagre Elskerinde; Achilles byder sin
Ven udlevere Pigen, og
»•
Patrokles adlød, hvad Vennen befol ham,
Førte den væne Briseis af Tjald, og i Budenes Hænder
Kvinden han gav; da ginge de hjem til Achaiernes Skibe.
Nødig hun vandred med Mændene b o r t .........
Men Achilles gribes af den vældige Harme, hvis Virkning er Udgangs
punktet for hele det udødelige Epos.
Thorvaldsen har taget ganske simpelt paa Sagen, leveret, om man
vil, en ligefrem Illustration til det anførte Vers. Helten skal for en Stund
dæmpe sin Vrede; hvad der sker, maa ske.
Saa har han da ladet sig
synke ned paa Stolen og vendt sig bort som for ikke at skue det Syn,
der, om han saa’ det, maatte drive ham til at forgribe sig paa de fred-
hellige Sendemænd
Dette Øjeblik benytter Patroklos til med en mild