99 / 484
6o
Baron Schubart var den første, der bragte Thorvaldsen Efter
retningen om Professoratet; han havde, før den officielle Udnævnelse indløb,
læst derom i en Korrespondance fra Kjøbenhavn til et Hamburgerblad.
Samtidig med, at han sendte Kunstneren den glædelige Meddelelse, opfor
drede han ham indtrængende til at gjentage sit Besøg paa Montenero og
blive der i alt Fald i Sommerens varmeste Tid; han behøvede jo ikke at
ligge ledig der, men kunde f. Ex. bruge de 5— 6 Uger til at modellere
den til Grevinde Schimmelmann bestemte Døbefont, som man' i Danmark
var meget spændt paa at faa at se.
Rejsen kom dog ikke strax i Stand;
dertil havde Thorvaldsen for svært dels ved at komme bort fra den skin
syge Anna Maria, der passede paa ham som en Drage, dels ved at løsrive
sig fra sit Atelier.
Men noget senere føjede dog Forholdene sig saaledes,
at Thorvaldsen gav efter for sine Venners stadige Indbydelser. Han gjorde
i Rom Bekjendtskab med en yngre holstensk Adelsmand, Grev Rantzau-
Breitenburg, der snart blev ham ikke alene en varm Beundrer, men ogsaa
en trofast Ven.
Hver Dag kom denne i Kunstnerens Værksted; han be
stilte det andet Exemplar af »Briseis’s Bortførelse« — det første var lovet
til en Hr. von Ropp — fik desuden en Buste af sig selv modelleret, og
saa inderligt blev Forholdet mellem de to, at Thorvaldsen, der hidtil havde
holdt sig brav over for alle Baron Schubarts Angreb, ikke mægtede at staa
imod, da den nye Ven bad ham følge med til Montenero og indføre ham
dér.
Planen til Rejsen blev lagt og, vistnok under Angst og Bæven, med
delt Anna Maria.
Hun blev rasende; men denne Gang var Thorvaldsens
Beslutning fast.
Det kom til et, desværre ikke ulægeligt, Brud, og de to
Venner forlode Rom, efter at Atelieret var sat under Opsyn af Architekten
Stanley.
Kort efter sendte denne Thorvaldsen en Meddelelse om »den for
ladte Ariadnes« Sindsstemning.
Hun var »halvvejs rasende« og især op
bragt over, at hendes Elsker i et Brev til Stanley ikke saa meget som
havde forhørt sig om hendes Befindende, men derimod omhyggelig havde
spurgt til sin i Rom tilbageblevne Hund Perucca og sendt denne en Hilsen.
Paa Montenero, hvor Thorvaldsen kort efter sit Komme modtog
en ny Æresbevisning, Diplomet som Medlem af Kunstakademiet i Bologna,
nød han nu i omtrent en Maanedstid et sundt og roligt L iv , delt mellem
Arbejde og Fornøjelser. Helt fri for Bekymringer var han dog ikke under
dette sit Ophold hos Schubarts; fra Hjemmet fik han Breve, hvis Indhold ikke
kunde andet end virke trykkende paa hans Stemning, i alt Fald for en Stund.