2værelserStraks

»Paa Københavns Kommunes Foranledn ing blev i 1925 vedtaget en

Æ nd rin g i Vejloven, hvorved Kommunen blev sat i Stand til at an

lægge V eje indenfor Parcelforeningernes Omraade. Betingelsen er, at

mindst to T red jedele af en Fo ren ings Medlemmer

—

der dog samtidig

skal repræsentere to T red jedele af Ejendomsskylden

—

er enige i at

anmode Kommunen derom. Kommunen læ gger Beløbene ud, og de fo r

rentes paa lempelig Maade af Parcelejerne.« (Soc.-Dem . Valgavis.)

Det farlige er imidlertid, at ligesaa sikkert som det smaaborgerlige samfund

producerer parcelboliger, ligesaa sikkert er det, at parcelboliger producerer

smaaborgere.

Det viser sig med usvigelig sikkerhed, at den arbejder, som bygger parcel

bolig, er tabt for arbejderklassens sag (allerede det, at han har interesse af det,

gør ham prædestineret) — enten mister han interessen for politik overhovedet,

eller ogsaa bliver han pamper af den type, som »mægler i arbejdsstridig-

heder«.

Ingen har mere skaanselsløst kritiseret parcelbyggeriet end Friedrich Engels

i sin mærkelig aktuelle bog »Zur Wohnungsfrage«. Engels polemiserer i denne

bog bl. a. med en hr. Emil Sax, som har skrevet en artikel med titlen: Den ar

bejdende klasses boligforhold og dets reformer, hvori der bl. a. staar: »der er

noget ejendommeligt ved den længsel efter grundbesiddelse, som ligger i

menneskenaturen, en drift som selv vor tids feberagtigt pulserende materiali

stiske liv ikke kan svække«. Dertil svarer Engels:

»Hr. Sax synes at forudsætte, at mennesket væsentligt er bonde,

ellers vilde han ikke paadutte arbejderne i vore storbyer en længsel

efter grundbesiddelse, som ellers ingen har kunnet opdage. F o r ar

bejderne i storbyerne er bevægelsesfriheden den første livsbetingelse

og grundbesiddelse kan kun blive en lænke for dem. Skaf dem egne

hjem, knyt dem igen til jorden og I bryder deres modstandskraft mod

fabrikanternes løntrykkeri. Enkelte arbejdere kan maaske købe et lille

hus, men ved en alvorligere strejke eller industrikrise vil alle de huse,

som tilhører de strejkende arbejdere, kun kunne sælges paa markedet,

og altsaa ikke finde nogen køber, eller med andre ord kun kunne af

hændes langt under den rigtige pris«.

Arbejderen med det lille parcelhus taber forbindelsen med sin klasse; hans

interesse i mange spørgsmaal (ejendomsskatter f. eks.) bliver kapitalistinteres

ser (uden at han egentlig bliver kapitalist). Han lever sit lille private liv og

ønsker kun fred og orden i samfundet — han har opnaaet, hvad han vilde

for sin del. Han er blevet saadan, som enhver arbejdsgiver helst vilde have,

at alle arbejdere skulde være, derfor viser det sig altid som en god spekulation,

naar arbejdsgiveren kan bygge arbejderboliger til fabrikken, og derved skaffe

sig endnu en klemme paa arbejderne.

Men arbejderen med parcelhuset er heldigvis kun en undtagelse.