17 / 81
vilde kollektivhuse være den eneste rigtige form. Det er en befolkningsklasse,
som gennem fremleje bliver udbyttet, maaske mere end nogen anden del af
befolkningen, foruden at den lever under boligforhold saa uhyggelige og ofte
uhygiejniske — de gamle lejligheders skumle pigeværelser — saa det trodser
enhver beskrivelse. Der er for enkelte fag gjort tilløb til kollektive stiftelser —
lærerinder, sygeplejersker — mødre med børn udenfor ægteskab etc. — men
disse er ikke indbefattet i denne statistik. Mon ikke den saakaldte »moral« blandt
byens ungdom vilde forbedres betydeligt, hvis de havde et værelse, hvor de
havde lyst til at være, og en fælles opholdsstue, som de vilde foretrække for
beværtningerne? For ungdommens seksuelle udvikling vilde det være uvurder
ligt. Men billige skulde disse kollektive huse være.
Rigtigt realiseret skulde denne boligform kunne faa betydning, ikke bare
for middelstanden, men ogsaa for arbejderklassen.
I h v e r t f a l d b u r d e d e r t i l e t h v e r t s t ø r r e b y g n i n g s k o m
p l e k s h ø r e b ø r n e h a v e o g v u g g e s t u e .
Et er givet: Den nuværende almindelige toværelses lejlighed passer ikke
for de unge, som vil stifte familie, hvadenten de hører til middelstanden eller
arbejderklassen, og som ikke vil fortsætte deres forældres smaaborgerlige vaner,
men vil tilpasse ogsaa boligen til en ny tids livsanskuelse.
Den almindelige toværelses lejlighed kunde paa det samme areal godt være
varieret saaledes, at den bedre kunde tilpasses til familier af forskellig størrelse,
men vigtigere er naturligvis den økonomiske side af sagen, og en rigtig løs
ning fremkommer ikke, før den økonomiske basis tillader
familier med mange
børn at have større lejlighed end familier uden børn.
I øjeblikket er
forholdet det, at der
i København bor gennemsnitlig ca. 3 beboere pr. lejlighed
,
enten
denne er paa 2 eller 6 værelser.
(Nøjagtigt 2,79 indbygger gennemsnitlig i toværelses, for ægtepar i toværelses
3,37 indbygger og 3,19 indbygger gennemsnitlig i de seksværelses lejligheder).
Kun en løsning af boligspørgsmaalet, som tager hensyn ikke til beboernes øko
nomiske evne, men til familiens størrelse, og fordeler lejlighederne retfærdigt
herefter, er en virkelig løsning. I et kapitalistisk samfund er dette utopi.
D en b e rø m te tyske a rk ite k t H a e s le r i byen C e lle h ar u d a rb e jd e t en sm uk se rie
p la n e r, passende til fa m ilie r a f fo rs k e llig e s tø rre ls e r. F o rslag e n e vise r kun, a t han har
lig e saa g od fo rs ta n d paa den te kn iske side af sp ø rg sm aa le t, som han sta a r k o m p le t
u vid e n d e o v e rfo r de sam fundsm æ ssige tils ta n d e som lig g e r til g ru n d fo r fa m ilie n s fo r
d e lin g — paa samm e m aade som de fle s te a rk ite k te r iø v rig t.
B la n d t de unge a rk ite k te r paa a k a d e m ie t e r d e r — je g tr o r e fte r K ritis k R evys k o rte
a g ita tio n — s to r in te re sse fo r »social« a rk ite k tu r. M e n b e tyd n in g e n af o rd e t social
har, som d e t ogsaa v a r fo rm e t i K ritis k R evy, en ta a g e t b e ty d n in g af a lt, hvad d e r e r
sam fundsm æ ssigt, uden at ta g e hensyn til
den klassemæ ssige d elin g i d ette sam fund.
D e unge a rk ite k te r b y g g e r e lle r p ro je k te re r ikke læ n g e re m o n u m e n ta l-a rk ite k tu r
(den h a r vi fa a e t kv a lt) m en o ffe n tlig e b y g n in g e r og navn lig id e a lis e re d e a rb e jd e rb o
lig e r. Da je g ifjo r h o ld t fo re d ra g paa a k a d e m ie t om a r b e j d e r b o l i g e r , h avde m an
s ik k e rt v e n te t, a t je g skulde vise d e t sidste skrig i ræ kkeh u se e lle r fu n k is le jlig h e d e r.