2værelserStraks

250

De faar altsaa Deres forældres lejlighed forsynet med brusebad og altan

og for en pris, der er henved 2,5 gange saa dyr. (Leveniveauets almindelige

stigning i samme periode fremgaar af tabellen).

Passer denne lejlighed D e m ? Deres forældre havde soveværelse med

soveværelsemøblement i det ene og spisestue med spisestuemøblement i det

andet værelse. De er mere moderne, hører ikke til disse fars sønner, der køber

møblementer paa afbetaling for at faa det, som deres forældre har det. De hører

ikke til dem, der leger far og mor med tolv af hvert, og faar et slid med at klare

afbetalingen. De køber i stedet nolfidivaner, sover mand og kone i hver sin

stue, for ikke at forstyrre hinanden, naar den ene kommer sent hjem; og naar

børnene vokser til, er lejligheden blevet for lille. Har De børn af forskelligt

køn, skulde De helst have to smaa soveværelser til børnene og et til Deres kone

— selv en kone trænger af og til til at være alene — selv sover De i stuen.

Det vil sige, at den lejlighed, De har brug for, burde ikke have to lige store (eller

lige smaa) stuer, men é n stor stue og to helst tre smaa kamre. Men denne

type findes ikke. Hvorfor? Fordi der er saa faa af Deres slags og saa mange

af den anden slags med soveværelsemøblementet, og alle børnene inde hos

forældrene om natten, — endnu da.

Saa er der køkkenet og madlavningen:

Deres kone er et selvstændigt menneske og ikke et appendiks til Dem. Hun

har sit arbejde, som De har Deres, men naar hun kommer hjem, kan hun ikke

slange sig paa divanen — hun skal lave mad, gøre børnene istand, lægge dem

i seng og vaske op. Kvinden i det moderne ægteskab har faktisk valget imellem

at opgive sin egen selvstændighed, blive kone i gammeldags forstand — man

dens ejendom, — eller ogsaa maa hun paatage sig det dobbelte arbejde at

holde huset i orden, passe børnene o g d e s u d e n p a s s e s i t a r b e j d e .

I mange tilfælde tror hun, at hun kan klare begge dele, men det bliver næsten

altid til, at hun ender som appendikset. Ser man rent samfundsmæssigt paa det,

saa er det ogsaa et spild af arbejdskraft, at i en karré med 1000 familier, skal

1000 husmødre bruge en time om dagen til at gøre indkøb, og en time til at

lave maden i 1000 forskellige smaa kasseroller, de skal gøre dyre indkøb, for

10 øre salt, for 20 øre gryn, og der bliver en uforholdsmæssig stor procentdel,

som gaar til spilde.

Men i det kapitalistiske samfund er den menneskelige arbejdskraft desværre

tilstede i altfor stor mængde - der er overflod paa den — eller rettere sagt,

det kapitalistiske samfund kan ikke paa langt nær udnytte hverken maskinerne

eller arbejdskraften — for der er ingen, som har raad til at købe varerne.

Derfor er der ingen interesse fra myndighedernes side for spørgsmaalet om

kvindens selvstændige arbejde, heller ikke for betingelserne for det: e n a n -

d e n h u s f o r m , h v o r k o n e r n e i k k e s k u l d e l a v e m a d o g

p a s s e b ø r n . Hitler løser spørgsmaalet paa god kapitalistisk vis: kvindens

plads er i hjemmet:

»Kvinden føler sig allerbedst tilfreds med livet, naar hun bliver

brutaliseret og holdt strengt i tugt og lydighed. Samlivet mellem mand