24 / 70
—
23
—
Endelig de fremmede Berømtheder, der bragte Fest med
sig til vore Aftener,
W
ilma
N
eruda
, F
ranz
B
en d el
, E
dvard
G
rieg
, J
ohan
S
v en d sen
, C
h r
. S
ind in g
, T
or
A
u l in
, M
ax
P
auer
og
E
rnst
B
aré
, J
ulius
R
ön tg en
og
B
ram
E
ld ering
, L
eonard
B
orw ick
, L
aura
R
a ppo ld i
, I
say
M
itnitzsky
.
Blandt de henfarne skal her særlig dvæles ved
F
r
. H
ilmer
(1845— 1901). Han var en
selfmade Mand, der uden
Støtte udefra ved egne Kræf
ter havde arbejdet sig op fra
den beskedne Livsstilling
som Klarinetist i Livgardens
Musikkorps til at sidde blandt
de allerførste i Violinrækken
af det kgl. Kapel. Hans Bort
gang var et stort Tab for sær
ligt vor Kreds, thi K.M.F.
stod altid Hilmers Hjerte
saare nær. Atter og atter
søgte han herned, idet han
just som Kvartetspiller fandt
sine største kunstneriske Opgaver. Hvor ofte har han ikke
som den udmærkede Kunstner, han var, glædet os med sin
Kunst, saa straalende livfuld og saa varmblodig, aldrig trættet
i Fordringerne til sig selv, altid h igende.fremad og opad.
I de 25 Aar, han virkede hernede (1872— 1897), blev han i
stigende Grad Foreningen uundværlig, i denne Periode dens
faste „Primarius“. Sidste Gang, han spillede hos os, var i
April 1897 til Mindekoncerten for Brahms, Violin-Sonaten