Kammermusikforeningen

—

Aften bragte Prof. Paulli altid de Medvirkende en vel turneret

Tak for deres Arbejde i den forløbne Saison.

Alle Livsforhold er jo i Løbet af de 50 Aar, Foreningen

har bestaaet, blevet meget forandrede. Livet pulserer nu saa

meget stærkere, og i alle Forhold kræves et mere koncentreret

Arbejde. Det er derfor forstaaeligt, at forholdsvis Faa nu har

Tid og Sans for den rolige Nydelse og Fordybelse, som

Dyrkelsen af Kammermusik fordrer. Jeg vil ikke dermed

paastaa, at Interessen for Musik er bleven mindre. At der

i en By med over en halv Million Indvaanere findes et større

Musikpublikum end den Gang, da Byen ikke var halv saa

stor, er selvfølgeligt. Men om de Mange, der nu strømmer

til Byens forskellige Kammermusikforeninger, ogsaa har den

stille, altforglemmende Glæde ved Musiknydelsen, som man

havde den Gang, det er dog maaske et Spørgsmaal. Hvad

der imidlertid er sikkert, det er, at Tilhørernes Kendskab til

Musiklitteraturen er blevet langt større, og at deres Kritik er

blevet mere udviklet, og heri har vistnok KiM.F. haft en

væsentlig Andel. Ogsaa Musikerne er bievne dygtigere end

den Gang, hvilket bl. a. skyldes de langt større Fordringer,

der nu til Dags stilles til en udøvende Musiker. Men spiller

vi nu smukkere? Føler vi ligesaa inderligt? Elsker vi vor

Gerning med den samme Kærlighed og ganske uden Hen

syn til, hvad vi derved kan vinde af personlig Fordel? Ja,

d e t

Spørgsmaal drister

je g

mig ikke til at besvare.