14 / 70
—
13
—
det var, at Kammermusikforeningens Møder for alt i Verden
ikke maatte faa Karakteren af en „Koncert“. I de første Aar
af K.M.F.s Liv, da man havde Lokale i Hotel Phønix’ smukke
og i akustisk Henseende fortræffelige Sal, vilde derfor ogsaa
en Opstilling af lige Stolerækker have været utænkelig. Enhver
havde sin egen Yndlingsplads, og Medlemmerne grupperede
sig rundt omkring i smaa maleriske Grupper, hvorfra de in
teresseret lyttede til Musiken og i Pauserne hviskende dis
kuterede de Indtryk, de fik af de forskellige Musikstykker og
af Spillernes Udførelse. Naar saa Aftenens musikalske Program
var tilende, samledes de mest begejstrede og ivrigste Med
lemmer om et langt Bord til en livlig Diskussion om, hvad
man havde hørt, set og oplevet siden sidste Møde, og dette
saakaldte „Nachspiel “ var altid præget af en fornøjelig Stemning.
Ligesom
N
e r u d a
var Sjælen i den musikalske Del
af
Aftenen, saaledes var han det ogsaa ved det efterfølgende
„Nachspiel“. Der var ingen Ende paa de lystige Indfald
og
de pudsige Ideer, som han ved disse Lejligheder mødte
op
med. Han kunde have en næsten barnlig Glæde af, ved et
eller andet snedigt Paafund, men altid paa den elskværdigste
Maade, at sætte Folk i Forlegenhed. Snart var det en subtil
Kunst med nogle Tændstikker, snart et hinterlistigt Vædde-
maal om en Firskilling, der altid havde den ufejlbarlige Følge,
at man under de Omkringsiddendes Jubel og til sin egen
store Fornøjelse maatte bløde sin Indsats. Hans Indfald var
ofte kostelige og af en ubeskrivelig Komik.1 Jeg mindes en
Aften, da han fik en ung Musiker, der var temmelig lille
af
Vækst, til at løfte Violoncellisten Albert Petersen, der var en
ualmindelig høj og svær Mand. Den forbløffede Kætnpe
pro