9 / 70
sig dansk og knyttede sig fast til os. Men heldigvis, i sit
inderste blev han alligevel ved med at være Czekeren, „Øster
rigeren“ med sit ejendommelige Temperament, sit ildnende
Lune, sin indtagende Personlighed, endelig sit latente Zi-
geunerblod, der skaffede ham Udvé. Mon han ikke selv tidt
har følt Friktionen af en national Gnidningsmodstand hos
sine Omgivelser i Danmark?
Der var imidlertid i hans Natur en Grundegenskab, som
gjorde ham til den fødte Fører, hans usvigelige Troskab imod
alt det, han tjente, sit Kunstnerkald, sit nye Fædreland, og
alle dem, han havde skænket sit Venskab. I Sandhed en
ædelig Egenskab, som, alene den, adler hans hele Forhold
til os. Hvad laa der ikke beredt for ham ude i den store
Verden? Hans Søster Wilma, den fejrede, verdensberømte
Diva, kaldte paa ham derude fra, glimrende Kaar vinkede
ham, men fulgte han disse Kald? Han blev tværtimod i de
beskedne Forhold, Livet heroppe hos os i Norden kunde berede
ham, blandt de Venner og det Folk, han havde fundet og
engang knyttet sig til. Hans Livskald var kun ét: Musiken,
den herlige, gudebaarne Kunst, at tjene den med sine bedste
Kræfter, med hele sin ideale Stræben og al sit Hjertes fyrige
Varme. Hans Virksomhed gik i lige Grad indadtil i det pri
vate og udadtil i det offentlige Liv, og jeg er end ikke
sikker paa, hvor han i disse Henseender fik størst Betydning.
Netop det, der var hans mest personlige Kraft, hans Evne til
at ægge, vække op, skaffe slumrende Kræfter frem til Liv,
skulde synes at pege paa, at han, i sin private Virksomhed,
lige overfor sine Elever, maatte have sit mest frugtbringende
Virke. De mange, han har taget sig af og som har drukket