11 / 70
—
10
—
ligt — lød til ham, tog han imod det. Han blev Niels W.
Gades Efterfølger paa Tronen i „Musikforeningen“ 1892. Det
blev hans vanskelige Opgave her at føre de store klassiske
Traditioner fra Gades Tid videre frem for en ny Tidsalder,
men dette tillige under vagtsom Agtpaagivenhed for hvad
denne vor egen Tid havde skabt af nye Kunstværdier, en
Dobbeltopgave, han løste med en Energi, en Intelligens og
et Kunstnersind, som aldrig trættedes indtil Døden pludselig
ramte ham.
Her paa dette Sted ser vi dog først og fremmest
F
ranz
N
eruda
som Stifter af „
Kammermusikforeningen
“. Denne
Forening er et ægte Barn af hans kunstneriske Ingenium, et
Udslag af det dybeste i hans Personlighed, hans ideale Musik
natur, der følte det som en Lyst og Fryd at tjene Kunsten
med al sin Kraft og hele sit Væsen uden at forlange noget
for sig selv. Og saa stærk og tændende var hans kunstne
riske Sind og Villie, at det gik som en Leg for ham at
samle om sig en Kreds af de Allerbedste, som Uge efter
Uge dyrkede Kammermusikens intime Kunst for en bestan
digt voksende Skare af Tilhørere uden at kræve mere for
sig selv end netop den Glæde at naa til den ypperste For
tolkning af Litteraturens udødelige Mesterværker! Saaledes
blev „Kammermusikforeningen“ til for halvhundrede Aar til
bage. At det netop blev Neruda der skabte denne Forening
og i sjælden Grad skabte Lys og Fremgang for den paa
dens Vej, hænger sammen med den høje Idealitet, deriblandt
ogsaa det uselviske, som prægede hans hele Person. Kammer
musiken er jo i og for sig den mest ideale Form for musi
kalsk Fremstilling, fordi den afstrejfer alt det egentlig „solis