10 / 70
—
9
—
af det stærke, livsbringende Væld, der strømmede fra ham,
vil forstaa mig, naar jeg siger, at det var en Lykke at være
Nerudas Elev. Thi han var „Lysbringeren“ fremfor alle. Dette
er imidlertid kun timet et relativt Faatal af os, og jeg skal
derfor ikke her dvæle ved det.
I
Offentligheden
derimod kender vi ham alle. Født var
han til Fører. Men det allermeste af hans Liv gik hen med
at han viste disse Egenskaber kun i Kammermusikens lille
Verden, altsaa i smaa Kredse; og inden han naaede sin offent
lige Virksomhed, Dirigentvirksomheden, var han alt over sit
Livs Middagshøjde. Men saa var det ogsaa selvsagt for alle,
at Neruda var den Mand, vi trængte til. Her viste det sig
allerbedst, hvor fast han sad i den offentlige Bevidsthed.
Han havde nemlig, dengang Kaldet lød til ham som Orkester
dirigent, endnu aldrig aflagt nogen praktisk Prøve som saadan.
Alligevel var der ikke hos Nogen Skygge af Tvivl om at
N
eruda
var Manden her. Første Gang kaldtes der paa ham,
da
P
aulli
1883 havde nedlagt sin hæderkronede Taktstok i
det kgl. Kapel. Her vilde for
N
eruda
ligge en ny, ærefuld
Livsopgave som Operaens nye Fører, en Stilling, som ogsaa
vilde gøre ham økonomisk betrygget. Og hvor fristende vilde
det ikke være at føre Taktstokken der, hvor han selv engang
havde virket nede i Geledderne. Men
N
eruda
vilde alligevel
ikke; selv mange Opfordringer, ja Overtalelser, bragte ham
ikke til at vakle. Hvorfor? Var det det trælsomme, ufri i
denne Teatervirksomhed, der skræmmede ham, eller var det
Tanken om at opgive sit fri, ubundne Kunstnerliv, ogsaa det
ude i den store Verden ved Søsteren Wilmas Side? Vi véd
det ikke. Men da Kaldet anden Gang — ligesaa selvfølge