8 / 70
_
7
—
levet meget, blev dette ikke liggende hos ham som dødt
Stof, men omsat i mangfoldige og frugtbringende Former i
Aandens og Haandens Verden. Baade kunstnerisk og menne
skeligt blev han en Personlighed, som fyldte overalt hvor
han kom hen og som man ikke let kom udenom.
En lykkelig Stund, da Tilfældet bragte
F
ranz
N
eruda
til
vore Strande. Jeg véd ikke, hvad Udbytte det har bragt ham
selv — lad os haabe, det har haft noget at betyde, saa at vi
ikke skal komme til at staa altfor fattige i vort Forhold til
ham. For os var Udbyttet rigt, baade det, han selv bragte
med, og det, han vakte til Live hos os. Vor musikalske Ud
vikling befandt sig dengang i en Overgangstid, en stærk Op
gangsperiode med spirende Liv og nye friske Kræfter. Det
var Gades, Hartmanns og „Musikforeningens“ gyldne Tids
alder. Vi danske var nu ikke længere bare Modtagere af det,
Fremmede bragte ind til os, men vi var selv tillige blevet
Frembringere; friske og ubrugte Kræfter var voksede frem
baade i den skabende og i den udøvende Kunst. I Besiddel
sen af alt dette og i Glansen fra Gades stærke Førerskikkelse
var der imidlertid ogsaa en Fare for os, den at blive selv
gode og selvglade, blive snævre i vort Syn for det, der laa
„udenfor“. For ikke at stagnere i dette, men ved Sammen
ligning prøve vore Kræfter yderligere og spænde dem, var
frisk Luft ude fra den store Verden ganske nødvendig. Og
F
ranz
N
eruda
blev den, der her bragte Pusten med sig.
Atter gør sig da her gældende de gamle Impulser Sydfra,
dem vi har saa meget at takke for i vort Musikliv, vi be
høver blot
a t
tænke paa
J
o h
. H
artmann
d. æ.,
S
chulz
, K
u n
-
z en
, W
eyse
og
K
u h la u
. N
u
altsaa tillige
N
eruda
.
Han følte