17 / 70
—
16
—
En anden Aften sad vi i Kapellets spartanske Opholds
sted i det gamle kgl. Theater, da den udmærkede, men meget
selvbevidste Klarinetist
M
ozart
- P
etersen
synlig oprørt traadte
ind. Paa Spørgsmaalet, hvad der var i Vejen, svarede han:
„Aa! det er latterligt! Jeg var i Gaar Aftes ovre i „Ny Kam
mermusikforening“, og vil De tænke dem, saa sidder, min
Sandten, Mathiasen (Kapellets daværende yngste Klarinetist -
en Elev af Mozart-Petersen) og blæser Klarinetstemmen i
Beethovens Septet. Det er jo ganske meningsløst! Naar
Mathiasen
blæser
Beethoven
— hvad i al Verden skal
je g
saa blæse?“
Uden at lade sig anfægte af d’Hrr. Blæseres Frafald fort
satte K.M.F. imidlertid sin Virksomhed, og Forholdene kom
j0 _ som sagt — ogsaa efter en Tidlang igen i den gamle
Gænge. Men alligevel var der flere af de Ældre, der efter-
haanden trak sig tilbage, og Følgen var, at Arbejdet væsentlig
kom til at hvile paa os Unge. Selvfølgelig var vi den Gang
ikke saa rutinerede, og det var derfor nødvendigt at holde
mange Prøver. Men hertil var Neruda altid rede, og af stor
Betydning for K.M.F. (og for os) var det, at den fortræffe
lige Bratschist
W
ilh
. H
olm
og den utrættelige Kapelmester
P
aulli
villigt tog deres Del af Arbejdet. Mangen Gang, naar
der f. Eks. fra Udlandet var ankommet et nyt Stykke, som
Neruda vilde have frem, gik vi lige fra en stor Opera i
Theatret hjem til N. og prøvede til langt ud paa Natten.
Med Holm og Paulli som henholdsvis 1ste og 2den Bratsch
bragte vi f. Eks. begge
Brahms
’ Sextetter til første Opførelse
for danske Tilhørere. Tænk, hvad det vilde sige for os Unge
første
Gang at lytte til de herlige musikalske Ideer i disse