143 / 183
143
fat, og en Regn af Ildgnister faldt ned over de nedenunder siddende Gæster. Tanken om Børsens
Brandfarlighed greb flere af de Tilstedeværende; et enkelt Udraab »frels Kongefamilien« hørtes.
Meget hurtig førte imidlertid Børstjenerne een af Børsens Brandslanger og Stiger ind i Salen,
Ilden slukkedes uden at have anrettet nogen nævneværdig Skade, og Spændingen afløstes af Be
undring for den Ro og Koldblodighed, hvormed Kongen, der ikke havde forladt sin Plads, havde
taget Situationen. Man nævner fra dette bevægede Optrin Tietgens Ord til Kongen, efterat han
havde forvisset sig om, at Faren var overstaaet. »Jeg indestaar deres Majestæt med mit Liv« og
Kongens jævne og for Festens Fortsættelse saa afgørende Bemærkning: »Lad os saa tage Plads«.
Og Festen fortsattes saa i Christian IV’s
gamle Sal »i Røg og Damp« — Røgen,
der lagde sig hen langs Loftet — under
Sprøjternes Klemten udefra og med Brand-
mændeues noget demonstrative Tilsyne
komst og Forbliven i Salen.
Naar Etatsraad Meldahl i »Ber-
lingske Tidende« for
4
. Marts
1879
havde
skrevet: »Ved grundig Undersøgelse af
Bygningens nuværende Tilstand er det
lykkedes de ledende Mænd at skabe en
Restaureringsplan, der vil sikre Bygnin
gens Bestaaen gennem Aarhundreder«,
da viste det sig dog desværre meget hurtigt, at denne Spaadom ikke skulde gaa i Op
fyldelse.
Kun faa Aar efter var nemlig Sandstens-Ornamenterne og Figurerne i fuld Opløsning. De
ældste Sandsten havde ikke kunnet taale Afdækningen af den paalagte Farve, og paa de Steder,
hvor de gamle Sandstensarbejder var reparerede med nye Sten, havde Frost og Fugtighed løsnet
Forbindelsen. Endelig viste en ikke ringe Del af de nye Sandsten betænkelige Tegn paa en
fremadskridende Forvitring.
I Slutningen af Halvfemserne var det endog saa galt, at store Stykker af Sandstenen faldt
ned til virkelig Fare for de Forbipasserende.
At dette kom Komiteen ganske overraskende, kan man godt tænke sig. Den havde fulgt
Datidens mest Sagkyndiges Anvisninger, den havde herefter ofret c.
100,000
Kroner paa Sandstens
arbejderne og mente hermed for lange Tider at være fri for yderligere Reparationer.
Det er en kendt Sag, hvorledes Meldahls og dermed ogsaa Fengers Virksomhed ved Re
staureringen af vore gamle Bygninger er bleven underkastet en meget skarp Kritik fra flere at
vore nulevende kendte Arkitekters Side. Specielt har man bebrejdet Meldahl en vis Hensyns
løshed overfor de gamle Murværker og Sandstensarbejder og en Mangel paa kunstnerisk Hensyns
tagen ved det Nye, som skulde erstatte det Gamle. Denne Kritik rammer ogsaa paa liere Punkter
Restaureringen af Børsen. Stadig vil man betvivle, at det har været nødvendigt at beklæde Murene
med Skalstenene. Med Rette maa man beklage, at de gamle nedtagne Karyatider og Hoveder
ikke er søgt opbevarede, men ogsaa at Børsens daværende Arkitekt ikke som Hans Steenwinkel
280
Aar før i Tiden - havde Øjet tilstrækkelig op for den ualmindelig interessante Opgave, der
her forelaa, i Udførelsen og Variationer af de omfattende rige Billedhuggerarbejder, som skulde
Festm aaltidet i Borssalen for det japanske Gesandtskab d. 20. April 1873. Efter Træ snit.