10 / 314
MIT LIV.
Mit Liv!
—
Man skulde tro, det var rundet saa
glad og godt og ligetil! Født i lykkelige Kaar, op
vokset blandt gode, ædle Mennesker, der vilde
mig det vel, grundlagt en Gerning, som efterhaan-
den trivedes og fik Anseelse, lyse Dage, gode
Indtægter, sorgfri Alderdom!
—
Og dog indeslutter dette Liv en Sum af Kampe,
Sejre og Nederlag, af Glæder og Sorger, Smil og
Taarer, af jublende Fryd og kuende Hjerteslag.
Ak, hvis det skulde skrives og psykologisk be
handles, hvis det skulde prøves, vejes og ej alene
bedømmes, men dømmes! Hvis det skulde lægges
frem med alle sine Fejl, alle sine Misgreb, hvilket
andet Billede fik man da at se, end det man havde
tænkt sig. Men det er ikke det, hvorom der her
skal berettes, ikke et Hjerte, der skal krænges og
undersøges. Det er et Menneskes Virken med
dets Længsler og Drømme, dets Savn og Afmagt,
dets Haab og Fortrøstning. Det er et Menneskes
Værk med dets første gryende Tanker, med dets
Tilskyndelser og Forhaabninger, med dets Slut
ning, dets »Tilsidst((. Men under alt dette kom