106 / 233
101
Yderst stode Borgerne og forsvarede Bolværket ved
Vandkunsten og den derhos liggende Runddel, efter
dem fulgte Studenterne; deres Ravelin, der var
pallisaderet og forsynet med to smaa Feltstykker,
dækkede den hvælvede Bro, som førte fra Løngangen,
der strakte sig fra det gamle Slot over Stranden
hen ad Vandkunsten til. Løngangen selv var en
smal grundmuret Bygning ikke bredere end en
Kjørevej; det frosne Vand gik lige op til dens
Mure, der ikke vare beskyttede af Pallisader, hvorfor
Svenskerne havde ladet gjøre to store Petarder, som
de agtede at sætte paa Muren og derved sprænge
denne. Foran den fornævnte Ravelin var opkastet
en Vold af Isstykker, der vare overgydte med Vand
og sammenfrosne, og saaledes udgjorde et fast
Værn 4).
Svenskerne trængte rask frem over Ismarken,
men paa én Gang hilsedes de af en frygtelig Regn
af Kardæsker fra Stykkerne, der vare opstillede paa
Runddelen og Ravelinen og ,,pustede dikt fra sig,
der Fjenden kom for dem“ . De forreste Rækker
væltede sig i deres Blod, men de næste ilede mo
digt frem over deres Kammeraters Lig, omliuggede
Pallisaderne, satte Stormstiger til Voldene og be
gyndte at bestige disse. Nu udviklede sig de hæf-
tigste Kampscener, en Hagel af Granater, Stene og
Bjælker regnede ned over Angriberne; tre Gange
bleve de afløste af friske Folk, men ligesaa ofte
hleve de kastede tilbage. Tre Mand lykkedes det
4) Hiøring: Leyrs-Krantz. F.
8
.