110 / 233
105
ling, som var højst trykkende, da det tydeligt frem-
skinnede, at deres egen Fordel var det, de nærmest
havde for Øje, og at de Danskes kun forsaavidt laa
dem paa Hjærte, som den kunde forenes med hin.
Da Studenterne i det højeste kun som Skri
vere 1) kunde tage nogen Del i de diplomatiske
Forhandlinger, ville disse i det følgende kun finde
liden Omtale, og Skildringen indskrænke sig mere
end forhen til en speciel Studenterhistorie.
Som man almindelig sen, at der efter en stor
Anstrængelse indtræder en Slappelse, saaledes viser
der sig Spor af, at Studenterne efter Stormen med
mindre Omhu passede deres Reservetjeneste, da de
formodentlig antoge, at Sejren alt var vunden. Det
hedder nemlig i Konsistoriets Akter for
17
Februar:
,,Magnificus Vice-Rector
gav tilkjende, at Sekre
teren og Oberst Krag havde højligen klaget over
Studenternes, som have Kost i Kommunitetet, store
Forsømmelse udi at komme tilstede til Reserve.
Theologi2)
svarede, at naar der bliver leveret en
rigtig Rulle paa deres Navne, som forsømmer, skal
der blive exsekveret over dem.“ — Hvorledes Exse-
kutionen er falden ud, mælder Historien intet om.
Dagen efter var Universitetet saa heldigt at faa
sin Rektor Mag. Rasmus Brochmand tilbage efter
’) Universitetets Rektor M. Brochmand modtog den 14 Okt.
1659 Kongebrev om at lade 10 Studenter, som skrev en
god og læselig Haand, indfinde sig paa Slottet for „at
udkopiere, hvis dennem leveret vorder“ (Sjæll. Tegn. Nr.
35, fol. 286.
2) Kommunitetet stod under de theol. Professorers Tilsyn.