177 / 190
der, været vedtaget ved Lov og atter, ved Vanrøgt, dels af de Hand
lende, dels af Øvrigheden, gaaet i Glemmebogen igen — dette gælder
saaledes om Tilgiftssagen.
I 1750 finder vi Tilgiftssagen omtalt som en saare uheldig Ting
for Handelsstanden, og vi kan spore dens Vej gennem Aarene, indtil
vi for faa Aar siden fik vedtaget en Lov, der forbød Tilgift. Spørgs-
maalet maa i Øjeblikket siges at være løst, selv om der vel nok hist og
her af den enkelte Købmand dispenseres i enkelte Tilfælde, og det vil
næppe nogensinde rejse sig i den Form, vi ældre Købmænd har kendt.
Rabatspørgsmaalet, som vi kender det nu, er ikke af saa gammel
Dato som ovennævnte, til Gengæld er det maaske mere ondartet, køb-
mandsmæssig set, og før vi faar en Lov, der forbyder Rabatgivning
under den nuværende Form med 3die Mand som Mellemled, vil det
næppe lykkes Handelsstanden at blive den kvit.
Der er næppe Tvivl om, at alle de rabatgivende hellere i Dag end
i Morgen ønskede dette Forhold bortfjernet for stedse. Lad os haabe,
at det maa lykkes Regering og Rigsdag at finde en Form, hvorunder
dette kan ske, med mindst mulig Fortræd for de Paagældende, og som
ikke kan omgaas.
Lukkeloven har siden 1892, da vi fik Loven om Lukning af Butiker-
ne Søndag Eftermiddag, gennemgaaet adskillige Forvandlinger, og den
er atter i Smeltediglen paany, for om muligt igen at faa indskrænket
Arbejdstiden.
Helsøndagslukningen indtraadte efter Købmandsstandens Ønske og
Andragende til Regeringen 1904 — nærmere omtalt i Forhandlings
protokollen for dette Tidspunkt. Spørgsmaalet om tidligere Lukning
om Aftenen var allerede gammelt den Gang, men det var hidtil ikke
lykkedes at naa til en Lovgivning derom. Man maatte nøj es med i Som-
mermaanederne, ad Frivillighedens Vej, kvartersvis at enes om en
Time tidligere Lukning.
Det var dog ikke altid let at opnaa Enighed derom, ofte faldt det
hele til Jorden, fordi en enkelt Købmand nægtede at lukke, enten fordi
han var saa bunden af gammel Sædvane, at han ikke kunde tænke sig
174