30 / 190
manden og Lavet ikke købte hele hans Ladning inden 2 Dage, maatte
han uhindret sælge fra sit Fartøj i Lispundevis og derover til andre
af Stadens Indbyggere, hvad der var tilbage.
•1797
20. Febr. lod Oldermanden en Rundskrivelse omgaa af følgende
Indhold:
Efter den igaar tagne Resolution i Forsamlingen, skulde jeg her
ved anmelde for samtlige Lavsbrødre, at som det er enhver tilladt at
forhandle sine Varer, som han bedst ved, vil og kan, saa er det paa
den anden Side ubilligt, at andre, der indesidde med gode Varer, der
fra første Haand ere næsten og mere end dobbelt saa dyre som de,
der hændelsesvis paa Auktioner ere indkøbte, skønt de dog kunne
være brugelige. Jeg skulde derfor paa Lavets Vegne anmode samtlige
Herrer Lavsbrødre at entholde sig fra at avertere Priser i Aviserne
paa Rosiner og Corender ringere, end de fra første Haand kunne
haves —, i Mangel deraf, maa den eller de, som saadant gøre, vente,
at jeg ligesaa offentlig paa Lavets Vegne bekendtgør, at de saadan
anbudte Varer ere havarerede og hos enhver Urtekræmmer til samme
Pris at bekomme.
Jens Schoustrup søgte om kgl. Bevilling til at sælge Urtekramvarer,
hvilket tidligere var blevet ham nægtet. Han havde ved Ildebranden
maattet standse sin Næringsvej som Eddikebrygger og derpaa købt en
anden Gaard for høj Pris, men da den ny Toldrulle havde nedsat Tol
den paa fremmed Eddike, vilde der i Fremtiden ingen Fortjeneste blive
ved Eddikebryggeri. Han havde desuden ved Konferensraad Hansens
Død mistet sin Tjeneste som Fuldmægtig ved den vestindiske Handel.
Oldermanden erklærede imidlertid, at Schoustrup ikke alene var en
af de 102 Personer, der 1791 søgte om Bevilling til Urtekramhandel,
men endog en af Formændene, der forsikrede, at han nok skulde brin
ge det saavidt, at Urtekræmmerne skulde faa et Stød til evig Erindring.
Der var ingen særlig Grund for ham til at fornærme et Lav, der be
stod af mere end 90 tildels fattige Medlemmer; han selv var derimod
29