185 / 435
178
K lin k e t o g samm ensm e ltet.
Lens, som sædvanligt, der er tomt og øde
I Morgen, hvor. den lille H ø j r e k l a t
Er lusket hen og faar den Smule Føde,
Som V e n s t r e naadigst har den overladt,
Gaar Grundlovsfesten anderledes glat
For R ø m e r s g a d e n s populære R ø d e ,
Der en Forsamling holde vil paa Fælleden,
Saa stor, at ej de selv en Gang kan tælle den.
Paa W o d r o f f l u n d vil dog de L i b e r a l e
En Styrke samle, der er mi n d s t saa s t o r
Som den, der blev til bare Vand i Fjor,
Just som Fru
N ø b lu n d
holdt sin Jomfrutale;
Thi denne Gang kan, hvad der duer i Nord,
Med
B ebo
og
Høbup
paa Tribunen prale,
Og de vil lade deres Stemmer runge
Som Surrogat for Kvindens rappe Tunge.
Først melder
Høbup,
at i I n t e g a d e
Er man med
B ebg
i Et og A lt tilfreds,
Saa vel med hans Bedrift i S e x - o g - t r e s
Som med hans store Ho l s t e br o - Ba l l ade .
Gebrüder
B kandes
selv blev himmelglade,
Da paa »den store Fører« han bed Spids,
Og raabte: »Naar vi har den ordinære —
Nok sagt, saa bliver her sgu godt at være!«
Saa tager
C h r e s t e n
Ordet
o g
fortæller,
A t al Forhandling dybt man afsky bør,
Undtagen, det forstaar sig, naar det gjælder
A t lirke for det gode danske Smør!
Paa
Høbup
og hans støtte Forbundsfæller
I det Kapitel trygt man stole tør.
»Gid alle her« — vil han til Slutning sige —
»Thronprætendenter var i
B e n th e im s
Rige!«
Og, medens den Slags Komplimenter daler
Som Manna ned i Visneriets Ørk,
Er
Høbup
ikke mer i Sindet mørk,
Naar man for
B ebg
ved Fæ llesbordet taler:
Han ikke, som i K j ø g e anbefaler
Ved
C h b e ste n s
Skaal at sidde som en Tyrk,
Og, sker her atter Brud, saa Herre Gud da!
D e maa jo af og til lidt Grundlovs-Brud ha’e!
D rømm en , et L i v .
Mutter vinkede og Stationsforstanderen
tog lød Snor om Huen for at faa Kræfter
til at hale i Klokken. Og saa dampede
Toget af Sted, mens jeg lae i Vinnevet
°S
kiggede efter Klokken. Det vil sige
^ efter Mutters Klokke; for det var svært,
saa hun løftede op, da hun vadede
hjemad.
— Jeg skal nok huske Dagbogen, Mutter! raabte jeg,
saa at hun ikke kunde høre det, begrundet paa, at jeg
nemlig havde loft hende at skrive Dagbog, mens jeg var i
Hovedstaden.
For jeg er liegodt Skomaer og hedder
F lik k e n b e r g ; men jeg hade jo vundet noen Syle i
Lumber fra ham, Skolelæreren a, ved det at han er Enke
mand. Det var nemlig rent ud sagt,
Konen der blandede Kortene i den
Familie, naar hun om Aftningen spillede
Tourne Respekt med Fatter; saa det
var da ikke saa løjerligt, at han spillede
Lumber, som det kunde være Hanrej.
Og nu skulde jeg til Kjøbenhavn
og more mig for Sylene.
Sikke mange Mennesker, der ligger og mylrer i Hoved
staden! Men det er nok ikke Altsammen Blanklæer; for
de der gjer mest Rabalder, har liegodt endnu ikke traadt
deres Børnesko. De lever a at betale Mulkter, for at ha
Lov til at være uvartige i en Avis, sier Madsen, som jeg
loserer hos for en gammel Tremark med Kaffe om Mor-
ningen og frit »Aftenblad«.
— »Nu skal vi ta og gaa paa Stjærnekomeje,« sae
Madsen forgangen, og saa gik vi da i Dagmar. Der var
to Tyskere, der hylede, saa at Mutter kunde hørt det helt
. hjem i Hedehusene. Den ene var høj-
j
' hælet, og den anden var sort; derfor
¡■gik de osse i de smaa Sorte som R iisen-
iiigrød.
Nede paa Gulvet sad der nogle
Støvleskafter og klappede og trillede
.rundt med Lavrbærkranse.
»Det er de
danske Venstremænd«, sae Madsen.
»Du kan nok se, at de ér paa Støvlerne, — men de er
uciiraadte. Naar vi Andre gaar til Grundlovsfest, saa gaar
Danskerne til O tto og spiser tyske Klumper. Men du
kan være sech er paa, de faar dem galt i Halsen.«
Mere hørte jeg ikke; for i det Samme hylede Ty
skerne, saa at jeg fik Saføjdans i- Trommehinderne af For
skrækkelse.
*
*