S_Punch_1891

175

Dagmar med K ainz og K o b e r som Gjæst, men Frits

Grønbæk, som jo har studeret Kemik, han siger, at det er

en Mellemting mellem Frejas pure Kakao og nye Kartofler

og dyrkes af Indianerne i Afrika eller Negrene i Indien og

for Resten er det vist noget Humbug, men man kan jo

alligevel ikke være andet bekjendt end at følge med Tiden,

og lille Ambrosius har saamænd faaet Mavepine af det, det

lille Skind, og Frits Grønbæk siger jo, det maa være

Kolarine, og De maa endelig passe paa, at De faar den

ægte Kolera, hvis De vil have det, hvad der tor Resten

ikke kan være saa vanskeligt, for der er mindst en

—

Uitekræmmere, der har det eneste ægte Udsalg og skulde

De faa Kakao eller Kokusnødder i Stedet for, saa er

Ulykken jo ikke saa stor, for det Vigtigtigste er jo dog,

at man kan sige, at man har det, og der er saamænd Ingen,

der kan smage, om det er det eller noget Andet, og vi

har saamænd baade Kola-Kaffe og Kola-Sjokolade og Kola-

Vin og Kola-Brød og Petrine bestiller ikke Andet end at

synge Kolaratur-Sange fra Morgen til Afteu, for De ved

jo, at hun har slaaet sig paa det musikalske og kjører

hver Dag en Tur i Droske, for hun vil se, om hun ikke

kan opdage en Droskekusk, der kan komme til at optræde

i Tivolis Koncertsal og i Gieses Vinduer og blive første

Tenor og en anden B ø tel, som jo skal have drevet det

ligesaa vidt som N o rd a l og F re d e rik , men Petersen er

bleven saa gal i Hovedet over al den Kola, at han sværger

paa, at han vil gaa fra sin Skræder, hvis han prøver paa

at levere ham et Par Kola-Buxer, med Permission at sige,

og han synes, at man herefter skulde bruge det til Fangekost

som en Mellemting mellem Vand og Brød og sædvanligt,

og hvis R ex var bleven dømt til

Maaneder paa Kola,

saa vilde han nok vogte sig for at skrive flere Injurier til

5000

Kr. Stykket, hvad der for Resten var Synd, for

saadan Noget morer dog altid Folk at læse, og vi har jo

været i Dagmar og set »Drømmen, et Liv«, som nok for

Resten er et gammelt Liv, som man ikke kan forstaa

noget af, og jeg troede jo, at man kunde blive forelsket i

K ainz, men saa vil jeg dog rigtignok bede om M arti ni us,

som ser nettere ud og kan tale Dansk, og Kainz kunde

dog gjerne have gjort sig den Ulejlighed at lære Sproget

ligesaa vel som Klovnerne i Cirkus Busch, som er meget

morsommere, navnlig Brødrene Lee, som er et Slags Side

stykke til Brødrene Brandes, fordi at den Ene af dem

ogsaa er et Slags Overmenneske, som fører an i Koncerten

og er meget yndet af Publikum og kan stille Alting paa

Hovedet og sig selv med, og saa er der En, der ligner

H e n n in g Jen sen , undtagen at han ikke har Kniven i

Ærmet, og der er en Saltomortalerytter, som er P e te r

Nan sen op ad Dage, og det kan jo ogsaa godt være, at

det er ham, der tjener sit Brød om Aftenen paa den

Maade, og saa kommer han jo ogsaa ud at rejse, til Erstat

ning for, at han ikke fik Ritzaus Bureaus Rejsestipendium,

og nu ved jeg nok, hvem jeg vilde stemt paa til Køben*

havns Legat for Skuespillere, det skulde været I,a vat er,

som ogsaa er Klown hos Busch og forlovet med brøken

Dorée, og Frits Grønbæk mener jo, at de i Stedet tor bor-

lovelsesring har dobbelte Ringe og Trapez, og de behøver

saamænd ikke at være bange for, hvor de skal faa Udstyr

fra, for Busch har jo Udstyr nok til sine Balletter, og

selv om Livet nu ikke bliver nogen Dans paa Roser for

dem, saa bliver det i alt Fald en Dans paa slap Staaltraads-

line. Men nu maa jeg nok hjem og se til lille Ambrosius

Kolarine, og jeg vilde for Resten ønske, at han havde

faaet den lidt senere paa Aaret, for de skal nok have tre

Maaneders Sommerferie i den Skole, hvor han gaar, fordi

Ernajuelhansen har skrevet i P o litik e n , at Børnene skal

have Lov at more sig, og saa var det jo rart, om Drengen

havde det at sysle med i sin b ritid. Farvel, søde Fru

Schrøder, og Tak for Kola- eller hvad jeg vilde sige

Kaffe.

E n F e jltag e lse .

Mel: Slaar du mine Joder, slaar

jog

dineJode

tv, den Tolerance

Er i Dekadence

■Oppe i det frie norske Nord;

Selv hos Cammermeyer

Er den Del, man ejer.

Ikke, hvad man kalder, særlig stor,

Lidt det kunde nytte

W o lff derop at flytte

Med sin ædle Evropæervin

For at dekretere,

Der bør existere

Ogsaa en Slags Folkeret for Svin.

Bedst, som man derinde

Leged' med en Finne,

Lig den Smaafisk, der i Elven svam,

Brat sig Strømmen vendte,

Frihedsdrømmen endte

Under »Aftenpostens« Hundeglam.

Dybtrørt Wolff beklaged,

At han havde taget

Fejl, da Finne han paa Forlag fik,

Og de frie Yndere

Af hans »unge Syndere«

Fandt, at som i Finnerup det gik.

Tungt det er at melde,

At blandt Norges Fjelde

Søger man omsonst en gylden Dal,

Som i Klareboder

Disker op med Foder

Til en norsk-arabisk Radikal.

Wolff i Faareklæder

Som en arg Forræder

Strøg for O ft ed øl sit rene Flag

Og lod »Politiken«

Skammelig i Stikken

Samt Gebriider Brandes’s frie Smag.

Men en Trøst i Nøden

Er det dog, at Jøden

Redder ved Geschæften sig en Sum.

Inden første Juli

•Synderne« gaar mulig

vis .som varmt Brød her i Publikum.

Blot Attest er gi’et

Ham for Svineriet,

Vil trods nogen Engel Gabriel

Finne Silke spinde,

Og selv Wolff vil finde,

At det var schgu dog et Schvineheld.

H erm ed fø lg e r et

ill u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .