178 / 435
171
Georg uden En, og jeg interesserer mig kun for mig
selv.
C la v ig o . Drejer Du nu igjen den gamle Lire!
C a rlo s . Hvis er Skylden? — Jeg sagde til mig
selv: Han bærer sin Hat, som lian vil, han er kauscher,
— og saa lagde jeg mine Planer.
Der gives faa
Mennesker, der er saa Jette at faa til at gaa i Tøjet,
han kan endogsaa blive Varieté-Direktør!
C lav ig o . Jeg tilstaar Dig, jeg har ofte drømt
om det samme.
C a rlo s. Drømt! — Ligesaa vist, som jeg opnaar
en Statsunderstøttelse, naar jeg bare holder min Bøtte,
hver Gang Berlingske og Avisen klæ’er mig a ’, ligesaa
vist skal vi To en Gang mødes i »Kisten«. Den, der
sidder ved Truget uden at blive fed, er et Fæ. Jeg
indser heller ikke, hvorfor dette usle Land ikke-ligesaa
godt skylder den store Holger en Haandfuld Syngepi’er
som den store Rantzau. Den ene giver sit Navn, den
anden sine Evner.
C la v ig o , Du undervurderer min svimlende Storhed.
Jeg vil gjøre mægtige Skridt i Fremtiden, — lige fra
»Tarvis« til Vesterbro!
C a rlo s .
Tro blot ikke, at Integades højeste
Oplysning betragter dine Volter som noget ligegyldigt.
Har Du glemt, hvad det var for eminente Mænd, der
lærte dig at sparke ud efter de fordummede Højre-
Hyklere ?
C la v ig o . Den Tanke, at Georg og Eedvard og
Bentbeim ikke vilde billige min Omvendelse, har allerede
pint mig.
C a rlo s . Ingen vil billige den. Dine fornemme
Venner i Integade er raschendes.
Har nogen af
voresches Folk givet Dig Lov til at blive rost af
Højrepressens ormstukne Patentidioter?
C la v ig o . Nu er du uvartig, Georg!
C a rlq s . Ikke det allermindste. Jeg polemiserer
bare. — Jeg kan forstaa, at man gjør Dumheder, for
det gjør jeg selv; jeg kan forstaa, at man prostituerer
sig, for det gjør jeg ogsaa. Men at man skriver en Bog
som din sid ste...................
C la v ig o .
Man maa jo hytte Skindet en Gang
imellem. Den, der besidder Højres Hjærte, er misun
delsesværdig.
C a rlo s . Hvordan er det gaaet til? spørger man
i Integade. For Logos’ Skyld, hvordan er det gaaet
til? Man kigger, man spørger, man mimrer — man
mindes den stolte Holger, der tidligere førte herlige,
højbarmede Syngepiger i Triumf. Og nu kommer han
trippende med sine huløjede Tyrolerpiger, som han har
klædt ud som Kanonkvinder og oversmurt med Patent-
Fædrelanderi. Gaa væk! — Du kommer aldrig mer i
»Poliliken«.
C lav igo . Min Ven, min Broder, jeg er i en
skrækkelig Stilling. — Da jeg paany fløj i Højres Arme
under den første Rus, — for vi store Digtere har jo
saa ofte en Rus — mærkede jeg. at det var Løgn i
min Hals. alt hvad jeg sagde. Og hvad har jeg saa
for det? — Højre har ikke Begreb om at reklamere
for os store Digtere, naar vi gjør Grin med dem.
Højre har Tæring.
C a rlo s. Det har jeg sagt tusende Gange, baade
med mine egne Ord og med andres. Hvad vil Du saa
paa den Galej?
C lav igo . Red mig, min Ven, min kjæresle Ven,
red mig (styrter grædende i hans Arme).
C a rlo s. Vær Mand! — Se Dig i mit Spejl, og
bliv et Overmenneske.
C lavigo. Bare jeg dog havde en Gnist af Dit
Mod i min arrede Bringe, store Georg!
C a rlo s. Enhver kan s’gu blive et Overmenneske!
Man blæser kun alle Løfter og Pligter og de smaa
Kanaler et Stykke. Har Du Lyst til at lyve og stjæle
og myrde og bedrage, — saa vær saa artig Mor Dig
godt, naar bare Du er et Overmenneske.
C lav igo . Herlig! Det er noget for mig. Lær mig
at kunne, saa vil jeg. Jeg
kan ikke tænke.Tænkfor
mig!
C arlo s. Det var Ret, lille Holger. Lad mig se,
— Du har jo »forskrevet« Dig
. . . .
?
C lav ig o . Jeg river Forskrivningen i Stykker.
C a rlo s . Godt. Saa pakker Du Dit Fædrelanderi
sammen og stiller til Afrøfling i Integade. hvor ingen
hellige Højre-Hyklere kan hitte Dig. Kan Du skaffe
mig et. Fakkeltog, skal Dine Synder maaske blive Dig
tilgivet!
C lav io (begejstret). Ned med »Tarvis!« — Nu gaar
vi Parvis.
(De gaar Arm i Arm ud til Venstre.)
D e S e x o g de N i.
jQet er en gammel velbekjendt Historie,
At ved de Liberales Grundlovsfest
Fik i Finalen Sammenholdets Glorie
En eller anden kjendelig Molest.
Snart gik paa Somm erlyst den til Rotterne
Som hos v. Buddinge og C h resten Madsen,
Snart kom de paa hverandre i Totterne
Paa W od ru f flund og snart paa »Bankepladsen«.
Men, at de nu, selv førend Grundlovsfesten
Er kommen, fejrer deres Klammeri,
Er noget splinternyt, som dog for Resten
Til Afveksling vækker Sympathi
For. naar man er begyndt med at snærre
Og bide ad hinanden som Fjender,
Saa ved man, det kan ikke blive værre,
Naar Festlighedens Glædesdag oprinder
Af Styrelsen de Ni har etableret
Sig som en Art af Velfærdskomité
Og til Festen Berg og H ø ru p inviteret,
Hvortil de Sex har sagt: »Det skal ej ske!«
De mener sagtens, man kan ikke vogte
Sig for Skandale, saasom før det sket er,
At den ordinære Rumlepotte« kogte
Af Harme over mod sin »Luskepeter«.
Hvem der er Flertal, er endnu en Gaade,
Fordi de Ni paa Hovedet nok staar,
Og, vendes paa den rigtige Maade
De Sex, man alle Ni til Facit faar;
Men Moralen er, at baade Radikale
Og Moderate har den Skæbne fælles,
At, holder Grundlov de som Liberale,
Der bliver altid Vrøvl, naar de skal tælles.