174 / 435
167
Navnlich har han gjort Glüch i Finland, hwor der
Ingen war, som forstod ham.
Ebenso med Kainz. Jo mindre de dumme Dänen
forstaar liam, desto mere henrückte er de. Das er
meget begreiflich. Thi hvis man kunde ham forstaa,
dann kunde man jo ebenso gut lade sig vernöje mit
den M a r tin io . Og hvis der Herman Bang kommer
til das grosse
Vaterland, da vil han ogsaa selv der
Liiche gjøre. Den der er han ganz sicher paa, ej at
blive forstaaet, hwad dog enkelte Dänen gjøre, trotz
det han beflitter sig paa at skribe et Sprog, som Ingen
her begreifer.
Hochachtungsvoll
Ihr ergebener
K o r r e s p o n d e n t a u s B e rlin .
F r a U d stillingen . II.
Søde Agnes \
eg e r ly k k e lig !
—
M e ie r ved A lt,
—
hun h a r fu n d e t de Breve, som m in
L ø jten ant h a r skrevet t i l m ig, og
hun sagde, a t je g v a r f o r ting, men
hun vilde dog se ham, og saa kom
Pedersen i Drosche, med Redingote og
hvide H a n d s k e r og fr ie d e , og f ik ende-
lig f a , og kyssede. M o 'e r lige p a a
M u n d en ,men je g e r fo rtv iv le t, f o r v i m aa
ikke J a a
R in g endnu; M o 'e r s ig e r je g e r f o r ting, og je g e r dog
16
A a r.
M e n nu g a a r den ikke længere, f o r je g g ik t il en
K u nsthandler og vilde sælge el a f m ine B ille d e r og
spurgte, om je g kunde f a a go K r . f o r del?
—
og han
svarede meget høflig:
• D e t tv iv le r je g ikhe o m h
H v o r je g blev g la d , men saa tilføjede han h u rtig :
• M e n ikke a f m ig l«
—
og saa græ d je g naturligvis,
nten det h ja lp ikke noget, og saa m aaite je g selv kla re
Butiken, og det h a r M i c h a e l A n c h e r jo ogsaa g jo rt;
n a tu rlig v is jo lle d e je g som sædvanlig op p a a Udstillingen,
hvor F r i i s S y b e r g h a r m alet sig selv g t il og g rø n i
A nsigtet f o r a t blive lag t Mæ rke t i l og Pedersen synes
nu at Sybergs • E ro tik < s e r noget jo rd s laa et ud, men
det g jø r nu ingenting, f o r han e r gode Venner med
Kunstforeningen.
Pedersen v a r saa g la d over C a r l
W e n t o r f s smtikke
»
Morgenstudie« ; j a n a a r man h a r
det, behøver m an jo ikke at lægge i Kakkelovnen.
—
H a n h a r lovet m ig en A fstøbning a f F rk . Eskesens
Landskab, og R ings Høstm and, som D u nok husker
,
h a r G e o r g J e n s e n støbt i Gibs, men den A rm e h a r
ingen A rm e f a a e i
,
og saa e r d e r en y ndig P ige a f
Bissen, som h a r skudt Papegøien, og Liibschitz h a r
lavet et S k ilt t i l en M a rz ip a n fa b rik , og Pedersen h a r
fo ræ re t m ig et Guldarmbaand, men J u l iu s P a u ls e n s
»
K a in « h a r f a a e t Fødderne spolerte a f det d a a rlige
P aris e rfo d tø j, som ikke holder i Længden, skjønt han
le v e r p a a en stor Fod.
H a r D u seet • F a u s t « p a a det K ongelige} je g h a r
a ld rig kunnet begribe, hvordan de kan fly v e u d a f V in
duet, men nu ved je g det, f o r H o ls o e h a r m alet hele
M e k a n ik e n : de trækker i en Snor, og saa fly v e r de op
i L u fte n , m i kan enhver jo vide det, og P e t e r H a n s en
h a r m alet Samson, D u ved nok. P aris e rs k a rp re tte re n ,
som sidder og sliber K niven, men hvad e r a lt det mod
den yndige P astel a f K r oy e r, hvor han selv e r med
og sidder ved Siden a f Frøken T rep ka som han nu e r
g if t med og som ikke m aa udstille p a a C h arlottenborg ,
men i den F rie , og ved Siden a f F r u K rø y e r, som e r
saa f in og nydelig, sidder Z a rtm a n n , som ikke e r nyde
lig, men spiser Vandmelon f o r a t blive det og bag ved
ham kan D u se det halve a f Tom Petersens Hoved,
det andet H a lv e e r vist kjonnere, men a lle rbagerst e r
en kjon u n g Laps, som hedder Lørup og det h a r kostet
800
K r . at m ale dem, saa det bliver
160
K r. f o r hver,
men de e r jo meget mere værd.
D e r e r ogsaa et nydeligt P o rtra it a f en ung D am e
—
hun lig n e r m ig
—
a f B e r t h a W e g m a n n , det e r
noget andet end det Ansigt, som Pedersen sætter op,
n a a r han s k a l vente p a a ?nig og V ig g o J o h a n s en
som ved, hvad O rden d e r s k a l være, h a r et morsom t
B illede méd et Juletræ , og det m in d e r m ig g ra n g iv e lig t
om m in B arndom , da m an ikke kjendle elektrisk Lys
og v a r meget m ere nøjsom, og saa v il je g ikke tale
m ere ondt om Udstillingen, f o r d e r e r dog a ltid en
K r o g , som m an kan hænge sin H a t p a a , n a a r m an
ta g e r den a f og n a a r D u nu kommer h e rin d s k a l je g
præ sentere D ig f o r L ø jtn an t Pederseti, men sig m ig
saa æ rlig, hvad D u synes om ham, f o r han e r ikke
næ r saa smuk, som H . H . J a k o b s e n s
»
T h o r
« —
men
ikke ham D ît ved nok f r a Fregatten i T iv o li
—
men
n a a r D u nu ikke v il have ham , saa v il je g h e lle r ikke,
hvis D u derimod vil, saa v il je g n a tu rlig v is beholde
ham, f o r han e r saa r a r og god, men g jo r m ig nu
ikke ja lo u x , det kan je g ikke taale og saa f a a r D u ikke
m ere denne Gang, uden Tusinde K ys og H ils e n e r f r a
D in t il Doden tro Veninde
C a r o lin e F j o 11 e r up.
1 denne rare Pintsetid
Man kan sig ret fornøje
Og krybe i det nye Tøj,'
Der fryder Sind og Øje.
Det er saa fint, det er saa iyst;
Fra Taaen indtil Topppen
Det sidder, li’esom det i Aar
Var »skruet« fast til Kroppen.
Alt længe Berg og B e n th e im har
Omkring i Byen støjet
For at fortælle Folk, at de
Nu gaar i Rejsetøjet.
De blandt det frie Vælgerfolk
1 broget Dragt vil møde,
Thi galdegule er de selv,
Men Klæderne er røde.
Hr. Bojsen følger efter, han
Er pudset og poleret:
Hans ny Reformdragt, si’er man, er
Dog nærmest lidt meleret;
Men Georg kun en Berlingske
Har svøbt om Ryg og Øre;
Den Stakkel blev jo kun klædt a\ —
Hvad skal saa Manden gjøre?
De tapre Redaktører, som
Saa meget ondt har døjet,
Maa i den rare Sommertid
(Z-rtrt
t 'T'rsipf r
Den hele Flok i Gaasegang
Maa i Kachotten traske,
Hvor de til fælles Gru og Skræk
Maa gaa i Sæk og Aske.
De spæde Logosdyrkere
Forgæves manøvrerer
Og bilder Godtfolk ind, de er
Certosa-Kavallerer;
Paa deres egen Sværte fik
De fine Klæ’er de smurte,
Men er og bliver dog smaa Graa,
Om ogsaa de er sorte.
De endnu mere spæde Smaa,
Som hist i Badstu’stræde
Forvolder deres Værger Sorg
Og ingen Men’sker Glæde,
De dufter mildt af Patchouli
Og troer sig saare skjønne, —
Men har kun Figenblade paa.........
Og derfor er de grønne!
WflF* H e rm e d fø lg e r et
i l l u s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .