177 / 435
170
F o r Idée o g V irk e ligh ed .
M o tto :
Alan tager sit Parti — man bli’er Bagtaler.
ADAM HOMO. II.
D e r var i Paris en Radikaler,
Som loved’ at ofre Liv og Blod
For Frikedens hellige Jdealer,
Der blev traadt skammelig under Fod;
Han svor, at han vilde møde paå Gaden
Og dø eller sejre paa Barrikaden
For Folkets bekjendte »retfærdige« Sag;
— Men, da man oplevecT Handlingens Dag,
Saa fandt han et Fristed — paa Retiraden.
A f samme Kaliber har ogsaa her hjemme
Vi haft adskillige Snese »Mænd«,
Som Folkets Frihed har lovet at iremme
Med Liv og med Blod som med Mund og Pen.
De tilsvor den »undertrykte« Smaamand
A t værne hans Frihed, trods
B a n h s o n s »
Blaamand«,
Og ikke svigte, hvor Kuglerne peb;
Men, da for de Herrers Frihed det kneb,
Saa søgte de Dækning bag en Straamand.
Da Handlingen blev noget risikabel
Og trued’ med slig en Realitet
Som Tugthusstraf, Bajonnet eller Sabel,
Blev Heltene paa Retirade set.
Fra Kampen for Frihedens Idealer
De skyndte sig med at forandre Signaler.
Fra Revolutionen i nært Perspektiv
De slog sig paa Næstens private L iv :
Hver næred’ sig fredelig — som Bagtaler.
Som Journalistikens Ravne til Gilde
De samles paa alt, hvad der stinker i Nord,
Saa længe blot Risikoen er lille,
Men Indtægten derimod dygtig stor.
De værner helst om de »Undertrykte«,
Hvor ingen Fare der er at befrygte
Og ikke det gjælder om Liv og Blod,
Men ikkun om Sværte i Overflod
Til Krig paa Kniven mod Godtfolks Rygte.
j Fra
W iin b la d s
Organ og ,.
P o litik en
w
| Til „
A ften b lad et
" og ..
K øbenhavn
“
Udvidede sig Skandalefabrikken,
j Som tilfredsstilled’ hvert dybtfølt Savn.
Revolver- og Demimonde-Pressen
Har rent sig slaaet fra Interessen
For Kampen tor Frihed og Folkets Sag;
Men Alt, hvad der falder i Pøbelens Smag,
Er derimod stadig gefundenes Fressen,
— D o g ak, selv mod saadanne tapre Haner,
Som hver paa sin egen Mødding sig kroer,
A lligevel smeddes fule Planer
Thi Lovens Træskhed er saare stor.
Ved Brummeture og høj Erstatning
Man kommer til sidst i en sløj Forfatning.
Og, hver Gang
R e x
har i Sværten gjort,
Berige han maa med mangen Rex-Ort
Den ufrivillige Selvbeskatning.
Don C a rlo s, Overmenneske . . — G eorg.
C a rlo s (alene). Naar unge Mennesker ved a t ud
give et Børneblad viser, at deres Opdragelse er i Ulave,
er det en priselig Skik, at man erklærer dem umulige,
og at de selv erklære sig umyndige. Hvorfor skulde
jeg ikke gjøre det samme for en Ven? Det er galt fat
med dig, Holger. Men jeg har endnu Haab!
C la v ig o (kommer grublende). God Dag, Georg.
C a rlo s . Et tungsindigt Goddag! Kommer Du i det
Humør fra »Tarvis«?
C lav ig o . Berlingske—Dagbladet—Avisen! — Aa,
hvor det dog er fortræffelige Mennesker!
C a rlo s. Det var Ret. Vend Kaaben, Holger, —
ellers vilde Folk ikke have noget at forundre sig over.
Ingen vilde snakke om dig.
C la v ig o . Vi store Digtere maa vække Opsigt.
Jeg vækker altid Opsigt.
C a rlo s.
Ja, naturligvis. Alle søde, frisindede
Pigebørn kappes om at faa Fingre i Dig. Hvilke
Komplimenter har jeg ikke faaet for din Skyld! Thi
min intelligente Næse, min krøllede Martyrkrone og
.•tnine laante Fjer kan ikke være Aarsagen.
C lav igo . Du gjør Nar af mig, men jeg hører det
gjærne. Ha! — giv mig min Vin, min Kaarde og min
Elskerinde.
C a rlo s. Bravo! — Din Skæbne ligger mig paa
Hjærte, min Holger. Du var den eneste Ven, jeg havde
tilbage, — Alt, hvad der duede i Norden, duede ikke.
Menneskene er mig utaalelige! — Der gives ingen