186 / 435
179
Naa, — vi stak begribeligvis over i Cirkus og fik os
et Par Bajere og lidt andet skattefrit at styrke os paa, og
lidt efter stod jeg jo og legede med en
Bjern i Manesjen. Den vilde bare bide
Fingrene a mig af Kjælenskab, men saa
ka det nok hænds, at alle Buse hmenne-
skerne fik tralvt.
»Væk med han!«
skreg de, »han er usædelig!« Og det
kunde der være noet i, for jeg har jo
ingen Skomaerlap i mine Stadsbuxer.
•Er han uschædelig ?« raabte en lille, sort Herre og
mimrede af Henrykkelse, — »saa skal han rosches, saa
sandt jeg hedder Georg!« Men de grinte bare a vos og
kaldte os »unge Syndere«, og en anden lille, sort Herre
tog mig under Armen og sae ligefrem, at jeg skulde kon
fiskeres. Men nu vilde han foreløbig
vise mig frem til den iste Juli og se
om der ikke kunde være noet at tjene.
Saa veed jeg ikke, hvordan det gik til,
for han fik nok et Spark a en Nord
mand, saa at vi Begge fløj ud a Ma
nesjen.
»Obskurantisme!« hylede Georg.
»Barnekjælv!« skreg de Andre.
Tusind Fod over Bazarens Overflade. — Jeg maatte
begribeligvis op med Monteballonen for
at slippe væk fra mine Forfølgere. Hu,
hvor det blæste! For det gjør det altid.
Og Maskinen var i Stykker, for det er den
ogsaa altid. Vi stod paa Hoedet og vi
lae paa Maven; vi klinkede med Frel
sers Taarn, og vi slog Smut henad Valby
Bakke. Lige med Et røg vi fra Montebel-
Etagen ned i Hodet paa den franske Dame, der sad og
talte de tyve Kroner sammen, som Selskabet havde tjent
den Dag.
»Was ist das?» vrælte hun paa sit Fransk. »Bare
rolig,« sae Dideriktør W a tt; »det er ikke Andet, end
Loftet, der falder ned!« For det er han nu saa vant til.
*
*
*
»Nu skal Du liegodt ta og kjøre hjem til Mutter,«
tænkte jeg, da jeg kom heu til Bicyclerne. »Naar en Sjur-
nalist kan komme til Paris, bare ved at kjøre op og ned
ad A v isen s Spalter, — saa kan du
sagtens komme til Hedehusene.« Saa
kjørte jeg; og jeg kjørte og jeg svedte,
— men lige langt kom jeg. Jeg arbedede
som en Skomaer, der selv skal træe
sine Støvler ud, — jeg masede, og jeg
drejede og jeg pustede — alt forgjæves!
Standse kunde jeg ikke, og kjøre kunde
jeg heller ikke.
Jeg fægtede med Armene og jeg hylede
°g j e g .............
*
*
*
Det var slet ikke mig, der hylede;
det var Tyskeren. »Men nu er liegodt
Komedien ude,« sae Madsen, og saa
vovnede jeg. Jeg hade sat i Dagmar
og drømt det hele Leben.
Det er dog immer godt for N oget
at komme paa tysk Komedie.
L o k n en g sh øm n e .
Søren Pipperop.
M in Pegasus, som æ min ejen
Kæphest i Livets Lontetrav,
Løft mej teværs, mens je fra nejen
A opad siar et lille Slav,
Saa Aannens Fø a føste Klasse
Je paa Parnasset oppebær
Aa ka i Æteren mig gasse
Som Montebello ongefær!
Hos Kongens Nytors Kammerherre
Igen bar en Sæsong vi ent,
Som va for Resten ente værre,
End dem, vi før hos ham ha kent,
Kuns maa Teaterkassen sørre,
Naar han ska tælle siste Høst,
For Onnerskoddet æ nok større,
Aa de æ ente blot te Løst.
De, som han i P r o v e n s e n redder
A Syle, æ nok ente stort,
Aa de gaar ente G re g e rs hedder,
Som W o ld em a r har sammensmort,
Skønt de be rost i E n te g a d e ,
Vor H ø ru p te Krætekkens Gavn
Mæ et Ængteriør sej hade
Sæl gort hekent paa Kr e s ja ns h avn .
Saa ga man vos i R a v n e k r a a g e n
For en Syksæ aa trække hjem;
Men, da je ovenpaa be vaagen,
Saa sa je hare: Den va slem!
Aa tros al Krut- aa Lamberojen
Teatret destoværre skød
Nog heller ente Poppegojen
Ved sali H ed d a Gab le r s Død.
Men la vos kons la vær mæ Klønken
Aa mejed heller være glad.
For B lok aa K ron ska ner teM ønken
Aa tabbe S jæ g s b ie r freak fra Fad.
For, naar di Halsen der ha skøllet
Aa vender Næsen te vos om,
Kaske Teatret faar te Øllet
Aa te den glade Allerdom.