194 / 435
186
jV L l
M æ rkedagen .
c 'S t& m
L
O g det var i Attenhundredfemoghalvfjerds,
Da
F o n n e s b e c h
og
W o b s a a
røg af Pinden,
Da
C h r e s t e n
fandt, at H øjre sang paa det sidsteVers
Og var bestemt til en total Forsvinden,
Da
S c h r o l l
fra Vordingborg holdt sin Bøtte med
Honnør,
Og
T a u b e r
aad sig hertil saa langt som fra Korsør,
DaL
A.
H a n s e n
malked endnu Brandkassens Køer,
Og
» G r e v e n «
drejed Kappen efter Vinden,
Da var det, at
E s t r u p
som Fører traadte frem
O g sagde Stop til Demokratiet.
O g der blev svarlig Bulder og Kvalm imellem dem,
Der vilde
d tou t p r i x
i Kancelliet.
Mens B o g ø -K on g en banded, o g
H ø g s b r o s
Taarer flød,
ForsikrecT
L e d r e g r e v e n ,
det havde ingen Nød:
En » J a g t r ubb e r « var det, som ingen Ting betød,
Men til en snarlig Ende var viet.
D o g Rubberen trak ud, medens Aarene gik,
O g
E s t r u p v ild e ik k e
sig
» r u b b e « ;
I Bordet Venstre trumfed, men han tog sine Stik,
Og store Slem blev
B e r g s
og
H o l s t e i n s
Gruppe.
Trods alle deres Voiter de stadig kom til Kort,
Den »folkedømte«
E s t r u p
blev ikke fejet bort,
Skjønt Menigmand blev afspist med Vrøvl af
første Sort
Og Parlamentarismens tynde Suppe:
TilGjengjæld var der andre, der maatte stryge F lag
Og desertered i Forfatningstrætten,
En gik til bedre Lande fra Skygge og Bedrag,
En anden ned til Schweitz tog Billetten.
Med hele Læs af Skjældsord var Venstrepressen
mødt,
Og Riffel og Revolver skulde gjøre Sindet blødt
Paa Højrerakkets Fører — men
E s t r u p
sidder støt
Og fast endnu i Dag paa Taburetten!
Fra først til sidst har Venstre gjort Spræl lig
en Hval,
Som man har heldig rammet en Harpun i.
Men, hvis i Dynen føler sig nu en Radikal,
Saa er det vist a f dem med ingen Dun i.
Det skønne Haab er fløjet, Partiet gik itu
Og venter paa en Fremtid, der volder
H ø ru p
Gru,
Ja selv den glade
C h r e s t e n
dybt sukker: »O du
B e d r ø v e l i g e e l l e v t e Juni ! «
P a a R e jse .
Frit efter S c ’nandorph.
Blakket gulhvid i Farve stod Landskabet i Dagens
åkkergule Soltinter som en Radering af Waterloo i en
Adrian van Ostades Ciairobscur. Markerne saftigbrune med
lysere Toner under Kløverens røde Rhomboidefigurer; Sko
venes grøngulrøde Løvkapitæler skarpt aftegnede paa en
Konkas mørke Baggrund med en Tintorettos Kolorit over
de blødere Linier.
Røgterne, de Svinebæster, mugede under Køerne og
brød sig Fanden om Flamlændernes Paavirkning af de itali
enske Kolorister. Derfor var der tomt i den skidenkalkede
Skolestue med de rektangulære Rudera af Blækklatter langs
Væggen, hvor den berømte Doktor S o p h u a lli og lians
Rejsefælle, Sopho Nuovomanni, holdt Oplæsninger,
som var komne direkte fra Hovedstaden.
Røgterens Kælling —
fe m m e de ménage
— var den
eneste Tilhører. Soen havde Fribillet. Hendes Særkeærmer
af haardt Lærred skinnede hvidt med let bleggulrød Touche,
medens Hovedet med Haarene stod brandgult flammende
paa sodbrun Grund. Doktoren syntes, at hun var underlig
tvær og langsom i Fatteevne den Aften.
•Det er Fanden ska’ ta’ mig for galt!« udbrød Dok
toren i hastig rullende Anapæstrythmer og med et stærkere
Spil i de farvede Reflexer, der løb rundt om Pupillerne.
•Kan de provinsielle Somikler ikke begribe, at de skal
fylde Huset, naar en berømt Doktor gider sidde, her og
slide i’et, saa at Spyttet staar om Mundvigerne, bare for
at more dem?«
Et Par Tilhørere kom
slentrende paa Træsko med
sivende graabrune Farvetinteraf Skraatobak
over Under
læbens Buelinier. Doktorens Røst skar som en Trompet
gjennem den begyndende Mumlen:
»Stille . . . . eller i faar F, g. m. Tamp. Skal jeg
sende Bud hjem til Integade efter Georg?»
Begyndelsen gik saa ret rolig med Oplæsning af Dok
torens nyeste Folkelivsdigtning: »Grisen i Barrsnød eller
Ole Møggreb som Goldamrne.» Men, da han bag efter ud
bad sigTilhørernes Navne for at lemme dem ind i sit ko
miske Album, begyndte Spetaklevne paany.
Saa viste S opho N uovom anni sig i Døren, som