195 / 435
187
havde Kontrakt paa Livstid med alle Landets Theater-
direktører og var en født fyrste af Auran. Han stod med
sit Hoved svømmende i et Lysbad og truede ad Uro
stifterne:
»Jeg holde holde holde vil en Daler —
Paa,
At det er Trolle-rolle-rolle-rolleri!«
udbrød han og holdt et Foredrag om Vrøvl, som han selv
havde gjort. Det hjalp. Tilhørerne sad saa stille som
Svin i et Dyrebens-Stykke af Potter (
1625
—
1654
).
•Hæng nu i. Doktor! sagde Sopho Nuovomanni; »nu
gaar’en godt igjen.«
»Skaal!« svarede Doktoren.
Han vilde have sagt:
»Javel,« men han var mere vant til at sige »Skaal«. Saa
tog han en Kasse frem, tog en Ting ud deraf og satte den
paa Kathedrets Fladning.
«Uh! . . . uh! . . .« lød det, medens svedsjattende
Hoveder dukkede sig for ikke at se Udyret, der viste sig
truende med rødt Lys foroven og Mulm forneden. Det var
en lille sortsmudset Skikkelse med lange Martyrehorn i
Panden. Og saa bredte Munden sig til et frisindet Grin
mellem Haartjavserne . . . »Rædsel . . . Rædsel! . . .
Dævelen! Lad os løbe!«
Men oppe fra Kathedret lød Doktorens Rest, ledsaget
af en Latter, saa det skrattede i alle Væggene.
»Kom, I Svinehøveder, og se! — Det skal forestille
et Overm enneske. — Saadan ser han ud, for han er
F. g. m. den fineste og genialeste og eneste Mand, som
dette idiotiske Land har frembragt. De andre propper jer
bare med Løgn, men han lærer Jer det værste, der er til,
— for det er, hvad der er sandt. Og naar en Mand med
mine mageløse Sprogkundskaber og storartede Farvesans endnu
ikke er bleven Professor og ikke en Gang kan faa Johan
til at gi’e mig et Par Tusindkrone-Sedler i Rejsestipendium,
skjønt jeg be’er saa pænt om’et i hans egen Avis, saa
maa jeg F. g. m. slaa mig paa Sandheden. Men veed I,
hvad Sandhed er for no’et? Det er, at man skal spytte
paa Gulvet og kalde Svin for Svin og Møg for Møj, naar
man kommer i fint Selskab. Se, det har Georg lært mig,
for han er et Overmenneske, der har befrugtet os Alle
sammen. Og nu skal jeg fortælle Jer no’et om G eorgs
Befrugtning.................»
•Ha, ha, ha, ha!« lød en voldsom Latter. Det var
Halvdannelsen og Fordummelsen og Hykleriet og Raaheden,
der grinte af den berømte Doktor og hans Overmenneske.
Provinsredaktørerne smed ham deres Kritikker lige i An
sigtet, og Skikkelserne fra hans komiske Album rejste sig
alle som En og pegede Fingre ad ham. Og da saa de to
berømte Sophi skyndte sig ud ad Døren og langt ud
af Byen, fik de en tom Pengekasse i Nakken.
Snart efler kjørte de to Rejsende paa en Ølvogn ad
Stationen til. Nedad glimtede hvide Villaer, hvidrødeviolette
Syrener, mange Haver i Solen.
Da de sad i Koupeen, sagde Sopho Nuovomanni:
•Doktor! , . . . Nu gaar je g til m it Martyrium i
Jernbanegade. Der vanker R i is, kan Du tro. Jeg skal
ordentlig gøre Mudder med Kontrakten, saa at Direktøren
skal sprudde som en Svinekotelet paa Risten. Skaal, Du!
Nu kan vi To sige, at vi har væ ret.....................paa
Rejse!«
i. B la n d t G ræ ke re .
JL7er er knap for Dyrkerne
Af Turisteriet
Rigtig1 rart blandt Tyrkerne,
Hvor Juristeriet
Kun paa svage Fødder staar,
Og den Næring Rødder slaar,
Som til Skilt er givet:
Pungen eller Livet!
Nys en Flok af pæne Mænd
Dampede pr. Bane
Nok saa rask fra Byzantz hen
Uden just at ane,
At paa Orientens Jord
Er der flere Jerikoer,
Selv om nu man finder
Vejen did paa Skinner.
Røverne, som laa paa Lur,
Efter vor Turistflok,
Hugged’ Portmonix og Uhr,
Det var ellers trist nok;
Men, forinden de forsvandt,
Tog de nogle med som Pant
Paa en større Brandskat,
Hvortil de blev ansat.
— Saa har Folk det bedre her,
Selv om Venstre præker
For hver indfødt Evropæer
Og hver dito Græker,
At vi her i Dannevang
Kun har tyrkisk Rettergang,
Og vi sidder i’et
Li’esom i Tyrkiet.
Her kan Chresten vel til
Pas
Rundt i Landet kjøre,
Uden fra hans Sylteglas
Nogen ta’er en Øre,
Eller paa Tourné han fandt,
At man Eedvard tog som
P an t’
Naar i Venstres Kløfter
Berg gav store Løfter.