258 / 435
250
Sp e k t a k e lm a g e re n .
k i g A
v ka th o r
,
der rumler med
sin
Kærre
Og sine Bukke stolt ad Bifrøst hen,
Med Styrkebæltet fastgjort om sin Lænd
Og trodsende, hvad Vejen vil ham spærre,
Saalunde rumler vor berømte Ven,
Den yderst folkelige
»C
h ræ sten
B
e r r e
«,
Den ganske Sommer rundt omkring i Landet,
Imens han tordner over et og andet
Foran sit Kjøretøj han har to Bukke,
B
entheim
og
E
ed v a r d
,
som er aabenbart
Af, hvad man kalder »evropæisk« Art,
Men under
C
h resten s
Aagpaa »Dansk« maasukke;
Det nytter nemlig ikke her at mukke,
Og deres Skind vil ikke blive spart,
Naar
B
e r g
igjen til Arnens Ild sig
a g te r
Og dem formedelst »Skindforhandling«
slag te r.
Med disse to han laver »Donnerwetter«,
Og med sin Stemmes dumpe Tordenbrag
Han
M
atzen s
Trolde og
C
lau s
B
ern tsen s
Jætter
For Panden slaar med største Velbehag.
Han med en Skylregn Fraser Hjertet letter,
Hver Gang han’ slaar et propert Hammerslag,
Og hyldes af den brede Vælgermasse
Som Venstres ordinære Bulderbasse.
Des værre, skjønt det falder saare tungt
At røbe, maa vi tilstaa, det er Knuden,
A t
der hos C
h resten
er et enkelt
Punkt,
Hvori han i kk e ligner Tordenguden
Saa meget, som en Exdegn en Adjunkt:
Naar Asathor slog Jætterne paa Snuden,
Gav han
et
Lyn i Tilgift; men hos
C
hristen
Udladningerne mangler altid — Gnisten.
Naar op med sine Tordenskyer han trækker
Og rumler med de ubenævnte »Tal«,
Han ingen Moders Sjæl med dem forskrækker,
Fordi det bliver ved det bare Skrald.
Et Lyn, som splittede hans Fjenders Rækker,
Sprang aldrig fra den aabne Pandeskal;
Skrald kom der nok af, som blev hort af alle, men
Det samme gjør, skam, »ordinære« Skraldemænd!
En sur Agurk,
Idyl.
Handlingen foregaar i Integade.
B e n th e im
(rejseklæ d t).
Alle smaa Sorte, — Ret!
— Se til. Venstre! — Retning efter Trediemands Profil.
— Det oplyste Vælgerfolk kalder mig, Børnlille.
Her
(har I Sejrs-Telegrammer for Avgust og September; Dato
og Mødested udfyldes. — Har I Stof, mens jeg er borte?
K o r. Ikke Spor.
B en th e im . Hvad for no’et? Har I da ikke Hen
ning Jensen og Trippelalliancen og Boganis og alle de
andre store Søslanger?
Kor. Afgnavede! — Kun Skind og Ben tilbage,_
B en th e im . Lige meget, — hold Skindet vedlige
( d e t b a n k e r).
Bi lidt! Jeg kan høre paa Fingersætnin
gen, at det er et Manuskript, der banker. — Kom ind!
K a r l S k jæ k le ru p , berømt Digter (kommer
b u k
k e n d e ind).
Maa det være en Digter af Navn og Rang
tilladt . . . .
B en th e im . Hvad vil h an ? — Vil han nu sejle
om igjen? Her holder vi ingen Renegatta. — Herut!
S k jæ ld e ru p . Det forekommer mig dog, at min
senere »Vandel« . . . .
B e n th e im . Rigtig. Der er mere Glæde i Integade
over en tilbagevendt Synder end over ti smaa Logos
dyrkere i Badstuestræde. Lad os slaa en Sevenbom
for Deres Fortid. Hvad ønsker De?
S k jæ ld e r u p . Jeg har et Par geniale Artikler om
Wagner, som jeg har nedladt mig til at skrive, skjønt
min Tid ellers er optagen af mine noksom bekjendte
Mesterværker.
B en th e im . W a g n e r? — Nix pille ved dje Festun
gen. — Hva’ ka’ det nytte?
S k jæ ld e ru p . Nej, det er ikke den Wagner. Det
er den anden, — ham, der er næsten ligesaa berømt,
som jeg. Jeg skal sige Dem, der er en Kancelliraad,
som er mig en Hanslick-Torn i Øjet.
B en th eim . Kancelliraaden? Vores egen E r n s t s
egen Kancelliraad? Ham, der ikke længer er i sit S i
»Dagbladet«? — Hvor vil De hen? — Han er kauscher.
S k jæ ld e ru p . Han er en gammel Kjærling, er
han; en afdanket Musikhandler, et Naturprodukt, en
fanatisk, idiotisk og unyttig Skribent, som kun kan syde
i Arrigskabens Febertakt!
B e n th e im
(henrykt).
Har De skrevet det? Veed