347 / 435
339
Kor.
Mel.: Kejseren af Kinesiens Land.
Georg udi Evropiens Land
Har paa længe været en uhyrlig mægtig Mand;
Trods pengelige Sorger han gjør, hvad han vil,
Endda der er en Rigsdag til,
Fordummede Snobber og mæskede Præster,
Idiotiske Provisorister og Grundlovsfester; —
Men dog fik han Mad en Gang,
Og just derom lyder min Sang!
Da det trods alle Anstrængelser og Trampen med
Fødderne ikke lykkedes at faa Visen sunget til Ende,
gaves Ordet skyndsomst til:
P e r A n d e n : Mine Damer! Det har vist sig plat
umuligt at give den ypperlige Sang Fødder at gaa paa;
jeg vil derfor overbringe dens poesifulde Digter, vor
store Æ h -b æ h , Forsamlingens Beundring og Tak. —
(L evende T ilslutning). —
Gennem hans frimodige Rythmer
høres taktfaste Slag af knitrende Atlaskes-Barme, thi
de bringer os en Hilsen fra de tusinde Hjem, hvor tal
løse frigjorte Fruer i dette Øjeblik slænger Fingerkys til
vor Hædersgjæst, medens deres Elskere bærer dem ind i
Sovekamrene. — Længe leve den store Sankt G eo rg ,
der har fældet alle Moralens reaktionære Drager!
( H æ d e r s g j æ s t e n : En,
to,
tre . . . A lle : Hurra!)
H æ d e r s g jæ s te n :
Min Tak for disse ganske
uventede Hædersbevisninger Jeg har skrevet Deltagerne
op, og jeg skal huske dem; — alle fordummede Uden-
forstaaende anbefaler jeg til frisindet Afrøfling. —
(Har,
har!
—
B ravo!)
— Det er jo saa i dette usle Land, at
dets ypperste Borger hentæres af Sult og lumpne 6000
Kroner om Aaret. —
(En B ars-R edaktør:
»Kapital paa
100
,
000
,
sex Procent!
—
F aj!«)
Med overmenneskelige
Evner har jeg rendt Fædrelanderiet en Stage gjennem
Livet . .
( A l l e
de
U n g e : »Længe leve vor Georg S ta g e
!«)
. . . men disse lavpandede Danske, synger de ikke
stadig deres Fødelandssange? —
(fy!)
— gaar de ikke
i Kirke? — (fy! fy!) — er ikke mange af dem — rent
ud sagt — dydige? —
(fy!
fy! fy!) — Naa, hvad har
saa deres store Mænd for Ulejligheden? — Sidder jeg
ikke her som ædel Martyr og maa krybe i Skjul i
Koncertpalæet for at faa min usle Føde? —
(Værten
tager
at Bordet) — Men for 25 Aar siden var der
Gjennembrud i Norden! —
( A l l e d e Æ ld r e græder)
—
Og endnu den Dag i Dag maa vi gaa omkring og gjennem-
bryde! — Derfor udbringer jeg en Skaal for Fremtiden.
Jeg leve! . .
(E ndeløs Jubel).
Talernes svim lende Række afbrødes omsider af
Socialistmarchen.
Et uendeligt Tog af Mænd, Kvinder
og Barnevogne, der alle bar Fakler, bølgede fra Rømers-
gade ind i Palæets Gaard og fyldte den med et magisk
Skue. Stadens Politimester stod ærbødig med Hatten i
Haanden, medens den udsultede Martyr ombrustes af
det blodrøde Flammehav.
Og der taltes naturlige Ord
om naturlige Ting, og Gebruder-Firmaet løftedes højt
paa en Skrædersax og bares med Jakobinerhuer paa
gjennem den jublende Mængde, der tømte en Alliance-
Bajer til Jubilarens Ære.
S a a De R ø g e n ? — sagde Kjøbenhavnerne.
Men Hr. M an b a n g gik stille hjem og skrev et
Sørgespil, der hed »Tre Brødre«.
E.
S. Først efter Bladets Slutning opdager vi, at
ovenstaaende troværdige Referat ved en Ombrækker-Fejl
er bleven indrykket i dette Numer. Da det imidlertid
kun er otte Dage for tidligt, vil vore Læsere sikkert
paaskjønne et saa slaaende Vidnesbyrd om, at
Punch
stadig er Landets bedst underrettede Nyhedsblad.
R ed.
To Kongresser.
Som i Kreditforeningen,
Den Gang, da det var M eningen
A t gjare syndigt Kvalm om H e r f o r t h ,
Saalunde gaar det andet Steds
Og ikke mindst paa den K ongres,
Som nu har H us- og Hjerterum i E r fu r t
K ongressen gjorde den T ing klar,
A t Broderskabet, som man har
I Socialisternes G eledder,
Er hist som her hos os i Fjor:
Man exkluderer kjant sin B ro’er
Og sprutter fromt imod ham G ift og Edder.
D og, m edens disse rade K aer
H jem søges svært af K rigshum ør
Og raser glubsk mod deres egne,
Im ellem Efterkommere
A f gode gamle R o m e r e
Skal holdes en K ongres paa Fredens V egne.
D es værre er den kjære Fred
V ed den nok kommen slem t paa Gled,
Selv far K ongressen er traadt sammen,
F ordi dens høje Præ sident
Har sig en værre Stage rendt
I L ivet og gjort Tysken vred i Kammen.
Han kunde ikke holde tæt
Med sin K ritik af Tysklands R et
T il, hvad med Magt det annektered’;
Derm ed var Freden strax forbi
I B a je r s eget K om pagni,
Og sammes V oldgiftsdom stol net leveret.
M od Præ sidenten var man spydsk
Paa asterrigsk, paa vælsk og tysk;
Thi M ennesket er selv sig stedse ligt,
Og hver en Fredsapostel, som
For Fredens Skyld i H arnisk kom,
Optraadte her aldeles fredskongræsseligt. /
Men det gjar ingen T ing! De kan
N o k lære Fyrsterne, hvordan
Hver Sabel holdes skal i Skeden,
Endskjønt selv F r e d r ik B a je r veed,
/j
A t det er svært at holde Fred,
Men m eget værre dog at h o ld e
„Freden