426 / 435
418
I A fsked so jeb likketé
D e t gamle A ar har sunget snart sit sidste,
Sit allersidste Vers for denne Gang
Og har i Smag med sålig
H
e r m a n
B
a n g
Den bedste Udsigt til en haabløs »Kiste«.
Naar Midnatsklokken slaar sit tolvte Slag,
Det sukker sit: Farvel, Alverdens Glæder!
Og vandrer bort fra Skygge og Bedrag;
Thi, skjønt i Morgen er det atter Dag,
Saa er det ikkun for dets Stedfortræder.
Som sine salig Formænd Aaret snød
Os for den radikale Statsomvæltning,
I Stedet for paa F r e d s - K o n g r e s det bød
Og fryded' mangt et Sind med Sammensmeltning.
Mens Visneriet vejet blev og talt,
Fik Ende Bogøkronens Herredømme;
Der blev lagt Skat paa Humle, Urt og Malt,
Hvis Aarsag Øllet steg — men Vandet faldt
F ra Himlens Sluser ned i stride Strømme.
Eilers har Aaret frembragt mer end nok
A f Sto f til Nytaarsvæv i vore Blade,
Det divertered’ Ho l me n s faste Stok
Med rhytmisk Kirkesang i Danmarks Gade,
Med „
Montebello
“ stolt til Vejrs det drog,
Med
T
r ie r s
Foredrag det holdt sig svævende,
S
t
. G
e o r g
skaffed’ det et Fakkeltog
Og viste
O
f t e d a l
som Theolog
Paa Kjærlighedens Kaabe nidkjært vævende.
Men de, som varmest fandt sig indesluttede
I Aarets ømme, moderlige Favn,
Var dog de Godtfolk, der paa Christianshavn
Som Sandhedsvidner blev i Hullet puttede.
Mens
K o r s g a a r d
leved’ højt paa Vand og Brød
| Og Rettens
R.EX-Mønt bragtes svæ rt paa Fode,
Fik
D ø n n e r g a a r d
at se, hvad »Spøg« betød,
j
Og
W ii n b la d
led just heller ingen Nød,
Mens Fangekosten gik i
O v e R o d e ,
A f Venstres Hæderskrans hvert lille Blad
Det plukket har i Doktor
P i n g e l s
Piece;
Det har gjort A l d e r d o mm e n saare glad
Og gav de sorte Smaa en ex tra Næse.
Det loved’ R e t s r e f o r m med kort Proces,
Til Trods for hvad de rene Fremskridtsmæhd sa’e.
— Nu gaar det i sin Grav! Gid samme Steds
Dets Plager laa — især de sidste Læs
Af Fogedkjendelser og Influenza!
G e fund en e s F re ssen .
im ellem de mange gode Venner, som
Punch
i sit lange
L iv hår erhvervet sig, kom han i denne glade Juletid til
at tænke paa En, hvis tragiske Skæbne havde opfyldt ham
med særlig D eltagelse. Manden var nem lig A b on n en t paa
»Polttiken
*, og under sine haabløse Grublerier for at finde
Overensstemmelse og sund Fornuft i Hr. H ø r u p s mange
forskjellige Standpunkter var den ulyk kelige til sidst selv
gaaet fra Forstanden.
H ans bekym rede Fam ilie indsaa strax. at der var større
Sandsynlighed for, at han kom til sin Forstand igjen. nede
paa Bistrup end oppe i den højeste Oplysning, og sendte
ham derfor ufortøvet af Sted til A nstalten.
Da han havde den fixe Idee, at han var Form and i et
Begravelsesudvalg, lod man ham faa en Spade, hvormed han
foretog sig forslcjelligt Graverarbejde i A nstaltens Have, og
ved denne L ejlighed fandt han en Gjenstand, som han i et
lyst Øjeblik faldt paa at sende
Punch
i Julegave.
Gjenstanden, der ved nærmere Eftersyn viste sig at være
et H attefutteral fra O lu f H u n g e r s Tid, indeholdt bl. a.
en D el ukvitterede Bager- og Slagterregninger, samt noget
Makulatur med endnu kjendelige Spor af at have været be
nyttede til Indpakning af V iktualier. Blandt disse efter
ladte Papirer fra M iddelalderen fandtes følgende R elik v ie:
Den til F o rsen d else m ed de kgl. B revp oster priv ileg ered e
Boeskilde_
Reje.
O n s d a g e n d e n
3 1
. D e c e m b e r
1 0 9 1
.
Ved A arsskiftet.
Des v æ rre h a r den regnfulde og
fugtige Somm er h av t d en sørgeligste Indflydelse p aa Kon
ju n k tu re rn e. D yrtiden h a r sa t sine S por alle V egne endog
i L ite ra tu ren . Selv en af v ore m est frisindede, island sk e
S ag aio rfatte re h a r udgivet et E pos, som h a n h a r titu leret
» S u lt« , og det er h verk en h a n s L æ sere eller h an s F o r
læ gger b lev en fed af. Det e r en selvfølgelig Sag, a t vore
O ppositionsførere u n d e r disse sørgelige F orhold h a r
m a a tte t opgive at. sla a stø rre Brød op, end de kunde
bage, og en en k elt af dem h a r endog i A areis Løb taget
sig d ette saa næ r, a t h an h a r lagt sig til at dø dero v er.
Som vi h a r b rag t i E rfarin g , v a r d er ved Hs.
M ajestæ t K ongens Julelaffel saa knap Tid p a a B rød, a t