423 / 435
415
A ften en s Clou var dog Optræden af de smaa Sortes
Operaselskab fra K jøbenhavn. Der var ansete gamle N eger-
kotnikere fra »Politiken«, der var smaa sorte D rengebørn
fra »K øbenhavn«, der var »Sportsmænd«, der optraadte som
A krobater, men som for R esten ikke gjorde L ykke; — det
H ele sluttede med »K øbenhavn«s Julenumer.
Efterhaanden blev Stem ningen mere og mere animeret,
og selv de m est »trætte Mænd« livede op. Publikum gav
sig til at snakke, de F leste snakkede norsk, de Sorte snak
kede sort, og lige m eget forstod
Punch
af det. T il sidst
begyndte de nulevende og afdøde L ig at danse K ankan,
der kom nærmere og nærmere ind paa L ivet af
Punch
, og
saa sparkede de ham op ad Skinnebenene med deres K n o k
ler.
H an gav et Skrig fra sig og — vaagnede. H an laa
endnu paa Sofaen, B ogen var gieden ned paa G ulvet. Ind
ad D øren kom A ftenberlingeren med et Telegram fra
R itzau om , at H e r m a n var bleven D irektør for en »literær*
V ariété i K ristiania T ivoli.
P. Skr. Hæ ls A l l e g s a n d e r K j æ l l a n aa ønsk han
vel bekomme f r a tnei, a sie, ves d i da osse bruer aa holle
B istrobsm iddae i S t a v a n g e r .
F o ra a rsg røn t*
K ere Bob?
D et er renog egge noen gledeli H ju l
f o r en fris in n ig aa frem skredden D e-
mogkradt, fo r fø rst saa hade je fa a e n
Engfluendsa, aa saa trude vores Hus
læge m ej mæ, a je j i hele H ju llen sku
egge nyde anned en som Mælg f r a Kø-
venhavns nymalgede Mælgeforsyneng, aa
lissotn je hade Ja a e d den overstaaed,
saa sku v i træggrs hernere en hel TJe igemmel mæ H jubbe-
læom fo r F r u H e jb e r s M an, som nog heldivis æ baade
død aa. begraven, skønt de va fa ren t en som man hadde
opfonnet Engfluendsa en, men imens han in u va levenes
saa morede han sig mæ aa være Sm edeskriver aa gøre
N a r a di frig o rte Piebørn i F r u B e d t e r m a n d e l s
Engstetudt aa a den fo rd om sfri H a n s M o r t e n s e n , som
velle egge ta H ensyn te va Lerene eller Foræ lterne ha
hidted p a a fo r aa ligge B a a n paa di Onges Tebøjelihedder.
A a han ha lissaadan gordt G rin mæ en a Polletekens
Medarbejterc i et Magværg, som hedder R e s e n d s e n t e n
a a D y r e t aa ladt Redsensenten fortæ le a han ha skaffe
Adtest paa, a han ha vaaren lie ve aa ta Æ gsam e, aa
mæ D yret ha han n a tyrlivis seg ted ' te Venstrebladet, fo rd ig
de er et defægt Æ gsem plar, aa ves H e i b e r hadde vaaren
levenes, saa hade aldt, vad der dur i Noren, nog kundet
fa a han dømt te aa betalte Shaddesærstadtneng aa Tordt
aa K redidtspille, men nu har di engeti andre end sotn
F a l l e se n aa hulle sei te aa han har kons sit Unnerskod,
aa va lca de nydte
.?
Aa saa har han osse skrævet en
S j æ l e t t e r D ø d e n , som ska være en Spydihed te
C h r æ s t e n b c r r e , fo rd ig han va liegodt Sjæ len i den
samlede Oppossisjon, aa den er jo avyaaed ve Døden fo r
længe siden. Men de æ egge honnedt a H e j b e r r e aa
sidte den Sjæ l ner i Helvede, fo rd ig der va dov engen
Dæ vel der kunne holle ud aa høre paa B e r g , naar han
begønte a tale om de provisorigske Rekkemcndte, aa de æ
da tyddeli nog. a han maa være kommen i H imm erie,
ves none ellers kommer der, fo r han hade Attest fr a
O g t a v i u s h a n s e n a han hørte le d i fa ttie i Aannen, saa
m an ha bare dera se, vafor en Engdiodt. a den H e i b e r
m aa ha vaaren, sæl om de igge osse va den H e i b e r ,
som bangede E e d v a r t , fo rd ig han hade skrævet et Støgge,
som hed o n n e r L o v e n
,
aa som nog ska være en fin
S o d lire over Mose Lov, v o n de æ forbu t a. begære sin
Næstes Hustru. M en de va dov liegot et Svineheld, a
Avtorritedterne igge hade obdaget de, fo r ellers hade nog
E e d v a r t osse fa a et en Proseds fo r Bladsfæm i.
D in hengivendes
E i n a r J o r r e n s e m
.
Om
igjen!
Li
TTTT
D e t stakkels lille K jø b e n h a v n ! —
Hvor h a r dog H ovedstaden
Ej længe lidt et dybtfølt Savn
Af G rin og Sjov i G aden!
Den leger V erdensby, og dog
Dens B oulevard-A lleer
Kun gjem m er fire S cener og
Sex-syv V ariétéer!
V elan, du m ine Fæ dres By,
P a a n y med S torstads-S tem pel
Du hæ vde kan dit gam le Ry
Som K unstens stolte Tempel.
S kjønt F astelav n er fjæ rn, du skal
Dog ikke dø i S ynden;
Til N y taa r a tte r »
N a tio n a l
«
Skal slaas a f B ryggertønden.
Du fa ar — skjønt kun et Fingerbøl
Du er b lan d t V erdens S tater —
Et G lyptothek for C arlsb erg
-01
Og H am b u rg -A k ro b ater!
R esta u ratø re n s sikre Blik
Vil K unst m ed
01
fo rene:
*Euterpe»
i sin V a t e r gik,
S aa h a n s ta a r m u tters-en e.
Hvor F e r d i n a n d m ed Sorgens Sten
P a a H jæ rtet h a r i G raven
L agt sine K oristinders Ben
Og greb et V andringsstaven,
P aa ny fra Signor V a l li s Hals
Man h ø rer Storm ens Susen, —
Men A b r a h a m s m aa allenfals
H a’e H un d red -ty v e-tu sin d !
Nu vil p aa ny m ed ædel D aad
Man Sm agen om kalfatre;
H usk: Sm aakaarsfolk h a r ikke R aad
Til rigtige T h e atre;
Det k oster m indst en K rone; — h e r
Kan De m ed Børn og Koner
F aa d eres A andsliv vakt, n a a r hver
Kun gi’er tre-fire K roner.
Hil B ryggeren, som lind ret h a r
De S avn, d er os fortæ re,
Som modig af sit Øl-Træ skar
En K rans til K unstens Æ re!
Thi fryd dig, L æ ser! — Om Du end
H ar p aa den hele Jord farlet
Om, Du san d e r dog igjen
At J a c o b ( s e n ) e r s t o r a r t e t !
Hermed følger et
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g . "3®®