422 / 435
414
Ju lea ften .
r i i
^leaften, o, hvor du er sød,
Saa faar Folkethinget Julegrød.
Den blev ikke først til Udvalg sendt,
Saasom herved var man daarlig tjent.
T
a u b e r
sidder flittig ved sit Fad,
J
e
.
K.
L
a u r id s e n
faar
»m ere
Mad«.
Selv
J
e n s
B
u s k
faar »Ben“ med dobbelt
S u l,
Han skal ogsaa vide, det er Jul.
Jul! Jul! Jul!
Politiken
har et Julebord
Arrangert for dem, som duer i Nord.
S
c h a n d o r p h
nyder sine Grisetæer,
Jødekager faar hver Evropæer,
Og i
H
e n n in g
J
e n s e n s
„Kapellan1
V
ig g o
B
e n t h e im
fandt til sit Organ
En Attrap, som her, skjønt tom og hul,
Dog en stille Trøster blev til Jul.
O
v e
R
o d e
og den Broer, han har,
Dygtig for af Retterne sig ta’er,
Til i Hof- og Stats- og Over-Ret
Broderparret har sig gumiet mæt.
Ved sin delikate Andesteg
K
o r s g a a r d
sidder just og gasser sig.
W
iin b l a d
kun sig ærgrer grøn og gul:
Saadan plejer han at holde Jul.
Magistraten paa Tallerknen faar
Først sin nye Sokkerladegaard;
Ingen af de vise Fædre veed,
Hvad de skal med denne Herlighed.
Og i Tilgift faar de grov Konfekt
For det næste Aars Finansprojekt,
Hvori skjælmsk Balancen leger Skjul,
Bytte Gaard og Panteleg ved Jul.
— Ja, vor Juleaften er dog sød!
Selv hos
H
ø g sb r o
har man ingen Nød:
Med sin Julekage hjem han gik,
Som han i Kasernen melet fik.
Til hans kjære Poder er der i ’en
Mangen Stenografplads som Rosin.
— Statens Kasse kun faar dobbelt Mul,
Den skal ogsaa vide, det er Jul.
Jul, Jul, Jul!
P u n c h d rømm e r.
Punch
havde spist en halv norsk
R eje til F rokost med et Par L ys-
liolm ere til, og efler Frokosten havde
han lagt sig lidt til H vile paa sin
Sofa med Jonas L ie s »T rold«, som
til hans store Sorg viste sig ikke en
Gang at være oversat paa N orsk, end
sige paa Dansk. Efterhaanden ljom ede,
durede, fræsede og fossede de norske
G loser i hans H oved, — det blev en
h el norsk Springdans. P aa en Gang vidste han ikke mere, hvor
han var.
H vad var det — H an sad jo i et V ariété-L ok ale
og drak norsk P jolter. H an spurgte sig for — han var i T ivoli
— K ristiania T ivoli. N u huskede han, at han havde hert,
at T iv o li var bleven omdannet til K iste, og ganske rigtig,
der sad L iget H e r m an lyslevende ved D irektørbordet henne
og pjoltrede ligesom
Punch.
A ltsaa var han form odentlig
død og var kommen i samme K iste som H eim an. Han
b estilte sig en dansk skattefri Gravøl.
Orkestret spillede Chopins Sørgemarche, og derefter gik
Tæppet op for det første Num er paa Programm et: »Optræden
af Gebrüder B r a n d e s k i fra K jøbenhavn, international
grotesk evropæisk Jødekvartet.«
Punch
kjendte strax de tre;
den fjerde kjendte han først, da han vendte R yggen til, saa
man kunde se Gumpen.
Punchs
Sidem and hviskede til ham,
at han var nok ikke æ gte, man sagde om ham, at han havde
forestaaet en Svine-Exportforretning i K jøbenhavn; men det
gjorde jo ikk e N o g et, da han var udstafferet ligesom de
tre A ndre og fuldt saa grinagtig som N ogen af dem. D er
im od vidste han bestem t, at den ældste af Brødrene havde
m odtaget »Indtryk fra P olen «, og den næstældste var op
draget »under L oven« og havde aldrig lært E vangeliet at
kjende. D en yngste traadte i M ose Fodspor, for saa vidt
som han altid havde en A aron, der for R esten hed P o n t -
o p p i d a n , til at udtrykke sine Tanker. H an sad ogsaa
nu nede i Suflørhullet, m edens hans Herre og M ester aldrig
havde været i H ullet.
Saa kom »Sjæle efter D øden eller D et giør de A lle « ,
kom isk Sangforedrag af den Ibsenske Selvm orderinde-Trio.
D et var Damerne H e d v i g E k d a l , R e b e k k a W e s t og
H e d d a G a b le r .
Punchs
N abo bemærkede, at de maatte
kunne blive gode Livsledsagerinder, da de led af L ivslede
alle tre. N u fulgte Num rene Slag i Slag. Fru A m a lie
S k r a m foredrog en uartig V ise, som blev livlig applauderet;
den farende Svend sang en hum oristisk V ise om Oftedal,
D irektøren selv optraadte som excentrisk K low n, og de
danske A th leter H ø r u p & B o is e n som B oxere. Frem deles
præsenterede det M edlem a f Jødekvartetten, der ikke var
ægte, sig som »Gumpedanser«, et orientalsk Num er, der
mindede om M avedansen, undtagen for saa vidt det var
lige det M odsatte
Man havde været bange for, at P o litie t
vilde forbyde det, men B orgm ester K i e lla n d havde med
stor B eredvillighed givet T illadelse til det ligesom hans
F oresatte, M inisteriet, heller ikke havde lagt det den m indste
S t e e n i Vejen.