73 / 435
66
JDen korte Februar er næsten endt,
Og Rigsdagssamlingen er snart paa Hældingen,
Dens sidste Maaned dumper ned omtrent
Som Juleaften, der kom bag paa Kjællingen.
— Men, som det synes, er Forhandlingsvællingen
Paa gode Veje til at blive brændt;
Naar man for længe udsat har for Heden
Sin varme Mad, saa bliver let den sveden.
■ < ' k
A f
F r e d e B o js e n s
farverige Løfter
Om en Finansbehandling, extra-kort,
E r hele Farvespillet svundet bort.
Fra Dag til Dag imellem Venstres Kløfter
Man Danmarks Syltetøj og Lovsprog drøfter
Og driver anden højst uskyldig Sport,
Imedens Sveden pibler ud af Porerne
Paa
01
- og Alderdoms-Reformatoretne.
Men ak, hvad kan det nytte, Godtfolk sveder,
Naar Sveden er det hele Resultat,
Der kommer ud deraf for Folk og Stat?
Thi,
s e lv d a B o js e n
fæstet blev som Leder
For Venstres andre skikkelige Freder,
Kom der endnu dog ikke andet a’et
End Fraser om Forhandlingsvilligheden
Og Sveden, — som desuden vist er sveden.
I F j o r lo d d e
Hr.
E s t r u p
høre ilde,
Fordi den sidste Valgdag gjorde Skaar
I Thingets »Arbejdstid«, der gik til Spilde
Paa den Finanslov, man dog ikke faar,
Saa den
til L ie b e s
Kammer kom for
s ild e .
Men hvem monstro skal Skylden ha’e i A a r?
Den bliver vist for stram igjen: at hente
Undskyldninger fra
» E s t r u p s
Regimente«.
— Men muligvis den sjette Maaned ruger
Paa et og andet Æ g a f sælsom Art.
Til Paaske har vi vel kun fire Uger,
Og de gaa næppe bort med Sneglefart;
Men, hvis man bare dem behørig bruger,
Saa blev der Tid nok, det er soleklart,
Trods baade Ulvehyl og Hundeglammene
Til et habilt Forlig for Paaskelammene.
For
F r e d e s
Hjord var det just ingenlunde
Det værste, før den gjør sit Regnebrædt op
Og gaar i Hundene blandt
C h r e s t e n s
Hunde
Eller af
B e n t h e im s
Graaben bliver ædt op.
— Til et F*orlig med Højre var der netop
Til Paaske sikkert nok de bedste Grunde
For
B e r n t s e n , B j ø r n b a k
og Forhandlingsfløjen.
— Gid da
J e n s B u s k
maa kunne taale Røgen.
G j e n g a n g e r e
i Skjønhed.
Til Belysning af
Selvmords - Epidemien
havde
Punch
sammen
kaldt et Møde af de
formentlig eneste rette
Sagkyndige, nemlig for-
skj ellige nulevende og
afdøde Ib sen ske Per
sonligheder. Mødet af
holdtes i Etablissemen
tet R o sm e rsh o lm s
store Sal, der kort fol
dets Aabning var fyldt
af et talrigt Puhlikum
dre Gjengangere. Salen var dekoreret i Skjønhed.
Punch
dirigerede i Frihed og under Ansvar og gav
først Ordet til:
Afdøde Fru H edd a G ab ler, der ifølge Telegram
til
R itz. Bureau
modtoges med blandet Bifald og( en
enkelt Fremkaldelse efter sidste Akt. Hun var ikke
Abonnent paa
„Poliiikenu.
Siden Ibsen havde udtalt
sig anerkj endende om
„Mænd a f Æ re u,
havde Forholdet
mellem ham og de smaa Sorte været spændt. Hun
vidste med sig selv, at hun gjennem Ibsen i „
Berlingtske
“
havde frabedt sig alle Anmeldelser af hendes Selvmord
i Bladene, før Anmelderen havde gjort sig bekjendt
med det. Hun turde derfor nok sige, at hun ikke
havde smittet Nogen. Nogle skjød sig i Hoteller, andre
skjød sig i Tindingen. Hun havde nu valgt at skyde
sig i Skjønhed. Hvis der hæftede nogen Plet ved
hendes Liv eller Død, var det derfor en Skjønheds-
plet. (Bifald).
Afdøde H e d v ig E k d a h l havde taget Livet af sig
for at glæde sin Fader H ja lm a r E k d ah l, der som
bekjendt alle sine Dage havde været et temmelig
daarligt Subjekt og derfor trængte til saadan en lille
Opstrammer. Hun kunde for Resten ikke gjøre for,
om „
Vildanden
“ havde givet Anledning til Avisænder.
Afdøde R e b e k k a W e st kunde ganske slutte sig
til Frøken Ekdahl. Ogsaa hun havde lagt Mærke til,
hvor oplivende det var for Ens nærmeste Omgivelser,
naar man tog Livet af sig. Saadan noget adlede og