38 / 217
Imidlertid forblev de svenske Tropper i Landet trods alle de
Bestræbelser, den danske Regering saaledes gjorde. Kun Sjælland,
nogle af Smaaøerne og Vendsyssel vare rømmede. Gustav Wrangel,
hvem alle disse Underfundigheder ikke synes at have tiltalt, havde ærlig
bestræbt sig for at rømme Sjælland; han havde, saasnart det blev aabent
Vande, i April forlagt Hovedkvarteret fra Slagelse til Middelfart og
givet Ordre til Oberst Eberhard Putkammer at drage ud af Aalborg
med sit Regiment den iste Maj. Men — det vil snart ses hvorfor —
derved blev det. Paa Fyen og hele Halvøen, fra Elben til Limfjorden,
vedblev de skrækkelige Gjæster at husere. Tilstanden i Landet
var forfærdelig; mangfoldige Breve vidne om den almindelige For
armelse, og »dog plager Sulzbach *) Bønderne alligevel«, hedder det
fremdeles. Selv det ogsaa dengang velhavende Fyen betegnes i
svenske Breve som et rent »Suitehul, hvorfra man ikke længere kan
hente Føden«. Det er et tragisk Billede paa den Forvirring, der
herskede, og paa Regeringens Afmagt, naar Kongen, den
29
de
Marts i et Brev til Borgmester og Raad i Holbæk rnaa advare
Borgerne om ikke at pine Bønderne til at levere flere Fødevarer
til de fremmede Troppers Underhold, end Ordonnansen byder, »hvis
de ikke ville stande til Rette, naar Folket (o: Svenskerne) er af
Landet«.
Den iste Juni skriver Sten Bjelke, der begyndte at
føle Medynk med Danmark, i hvilken Anledning han blev spottet af
Coyet og skarpt dadiet af Carl Gustav, at han »frygter for, at den
danske Regering, hvis man bliver saaledes ved at opstille flere Be
tingelser og ikke lader Tropperne drage bort, skal blive saa ud
mattet og ufølsom, at den tilsidst hverken agter Bønner, Raad eller
Trusler«. Ved samme Tid skriver Thurloe, den engelske Statssekretær:
»De Danske finde sig i Alt og betale hellere en Del af Sundtolden
til Sverig, end de begynde en Krig«. Den
27
de Juni indberetter
Coyet, at Danmark nu efterhaanden er gaaet ind paa Alt, hvad han
forlanger, ogsaa paa Alliancen, at det vil forpligte sig til at ruste
20
store Orlogsskibe, istedetfor de
10
, der først vare forlangte, til fælles
Søforsvar; ja, endog Fordringen om at udelukke fremmede Flaader
i) Pfalzgreve Philip af Sulzbachs og Greven af Waldeck-Pyrmonts Troppekorpser
synes at have overgaaet de andre i Rovlyst og Giusomhed.
INDLEDNING.
2 7