35 / 217
24
INDLEDN ING .
deres Begyndelse og varede den halve Sommer igjennem; de høre
til noget af det mest Oprørende og Ydmygende for danske
Følelser at gjennemlæse, som man kan tænke sig, og Raabet
»
Væ victis«
(Ve de Overvundne), der altid følger de Besejrede,
har utvivlsomt under disse Forhandlinger smertelig lydt for de
danske Rigsraaders Øren og bitterlig ladet dem angre den
Karrighed og Paaholdenhed, som de i de siden Brømsebrofreden
forløbne
13
Aar havde udvist overfor Bevillinger til Landets Forsvar.
Jo mere eftergivende og imødekommende den danske Regering
stillede sig, desto mere anmassende og fordringsfulde optraadte
de svenske Afsendinge, af hvilke navnlig Coyet, der syntes mest
indviet i Carl Gustavs hemmelige Tanke og i hvert Tilfælde fattede
den bedst, var en Tjener, der var en saadan Herre værdig.
Og dobbelt maa Forhandlingernes Gang oprøre, eftersom det paa det
Klarligste kan godtgjøres, at den danske Regering aabent og
hæderlig i Et og Alt bestræbte sig for at efterkomme de paatagne
Forpligtelser. Det var, som den vilde afvaske og bringe i For
glemmelse den Skyld, den havde i at begynde Krigen Aaret forud,
og saavel Meadowe som Carl Gustavs Ven, Hu g o Te r l on , den
franske Gesandt, betone gjentagende i deres Breve udtrykkelig, at
Intet i Verden kunde bringe Frederik III til at bryde, hvad han
engang havde lovet, »uanset«, tilføjes der, »om Hollænderne nok saa
længe vedblive at tude ham Ørene fulde.« Provins paa Provins blev
hurtig og nøjagtig overgiven til svenske Befalingsmænd og Be
folkningen formanet til at lyde disse; de
2000
fuldt rustede Ryttere,
noget nær de eneste, Landet havde, tilførtes Carl Gustav, ydmygende
nok, af Kongens egen Søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, med An
modning om, at denne maatte træde i svensk Krigstjeneste; Tropper,
der vare hvervede under stor Bekostning i Holland før Krigens Af
slutning, bleve afsagte, og Størstedelen af de Rester, der endnu
fandtes i Kjøbenhavn eller vare vendte tilbage fra Garnisonerne i
Skaane og Bleking, lagdes i spredte Kantonnementer paa Sjælland,
saasnart der blev Plads til dem for den svenske Indkvartering, eller
sendtes til Vendsyssel og Mors, for at de ikke skulde give den
ringeste Anledning til Mistanke hos den frygtede Nabo. Endog de