30 / 217
Raadets Flertal turde ikke paatage sig Ansvaret for saaledes at
sætte Alt paa eet Kort. Og det hastede med Afgjørelsen; kun
ringe var Betænkningstiden for de ulykkelige Mænd, der skulde
underskrive Traktaten om deres Fædrelands Lemlæstelse. For at
give sine Fordringer, der selvfølgelig efter det storartede Vaaben-
held vare bievne betydelig opskruede , forøget Vægt, fortsatte Carl
Gustav uophørlig Marschen og var allerede naaet til Kjøge; saa
bestemte de danske Kommissærer sig til at give efter, og den 18de
Februar afsluttedes Freden i Høje Taastrup; 8 Dage efter ratificeredes
den i Roskilde.
Som bekjendt maatte Danmark afstaa de ældgamle danske
Provinser Skaane, Bleking og Halland, fremdeles Bohus, Agers
hus og Irondhjems Stift, samt Bornholm og Fordringerne paa
Rygen, afgive 2000 fuldt rustede Ryttere, tilstaa Toldfrihed i
Sundet og Storebelt, indsætte Landsforræderen Corfitz Ulfeld i
Ejendomme og Værdigheder og gjøre Hertugen af Holsten-Gottorp
store Indrømmelser med Hensyn til Suveræniteten i Sønderjylland.
Ved denne forfærdelige Afgjørelse havde den engelske Gesandt
været meget virksom, og Cromwell, der frygtede for, at den øster-
søiske Handel, »dette gyldne Skind«, som han udtrykte sig, skulde
falde i Hænderne paa Holland og Danmark, kunde derfor med
Stolthed skue tilbage paa Fredsværket og lade sine Gesandter i
Udlandet tilgaa Meddelelse derom med følgende, desværre saa
sande Ord:
»Aldrig før saa man en saadan Krig, men heller aldrig en
saadan Fred!«
INDLEDNING.
III.
Den 3die Marts 1658 fandt et sælsomt Skuespil Sted i de pragt
fulde Sale paa Frederiksborg Slot. Det var den overvundne, den
dybt ydmygede, sine bedste Provinser berøvede danske Konge,