108 / 440
101
Færd var klar over, at der her var en Livsbevægelse al Be
tydning for vort Folk, og aldrig blev træt af at bede og ar
bejde for den. Hans aandelige Liv fik sit Præg under den
stærke Vækkelse, som i Jeanssons Tid gik hen over Horne
og Asdal. Hele hans Personlighed bar Vidne om, hvad der
boede i ham; man kunde blive glad blot ved at se paa dette
klare og kloge Ansigt med det rene Udtryk og de milde
Øjne. Sikkert har han udrettet meget i de mange Aar,
han har virket for Guds Rige, selv om han i sin store
Beskedenhed vilde være den sidste til at mene det. Og i
hvert Fald skal Kirkesagens Venner ikke glemme hans
Minde.
Harald Westergaard.
Til Danmarks Præster!
I de sidste 20 Aar er der blevet bygget mange nye Kir
ker i København, og omkring dem er der vokset et levende
Menighedsliv frem. Der trænges dog til endnu flere Kirker.
Adskillige Sogne er stadig saa store, at de maa deles, og nye
Bydele kommer til. Det er en Sag af den allerstørste Vig
tighed, at Kirkernes Antal holder Skridt med Befolkningens
Tilvækst.
For 12 Aar siden skænkede Danmarks Præster Køben
havn en Kirke. Kristkirken vil altid, saa længe den staar,
være et skønt Minde om, at der i vor Præstestand var en
levende Forstaaelse af de særlig vanskelige Forhold for Guds
Rige i vor Hovedstad. Denne Forstaaelse er sikkert mindst
lige saa stor blandt Præsterne den Dag i Dag. Derfor næ
rer vi ikke Tvivl om, at der efter de 12 Aars Forløb er man
ge, som gerne vil være med til endnu en Gang at bygge en
Kirke i København. Og dertil kommer, at vor Folkekirke
siden Kristkirkens Indvielse har faaet ca. 500 nye Præster,
som altsaa ikke var med første Gang.
I Flenhold hertil er undertegnede yngre Præster, repræ
senterende de forskellige Retninger indenfor vor Folkekirke,
traadt sammen med det Maal for Øje at rejse endnu en
Præstekirke i København, og vi henvender os herved til alle
vore Præstebrødre i By og paa Land med Opfordring til
at være med. Tanken er udgaaet fra nogle faa unge Præ
ster i Hovedstaden, og i første Række gælder vor Opfordring
de unge Præster. Men naar vi alligevel — straks fra Be
gyndelsen -— udsender Opfordringen til alle, er del i Er
kendelsen af, at de unge Præster ikke vil magte Opgaven
alene, og i det Haab, at ogsaa de ældre og de ældste Præster