111 / 440
1 0 4
Stilstand eller Fremgang i København.
Den 9. April samledes Præsterne ved Kirkefondets Kir
ker og deres Hustruer igen med Forretningsudvalget til fort
sat Drøftelse af ovenstaaende Emne.
Medens man forrige Gang lagde Vægten paa,
0111
der
kunde paapeges Fremgang, eller man maatte frygte for Til
bagegang, drejede Tankerne sig denne Gang om, hvorledes
vi kunde forberede en Fremgang, og de samledes da natur
ligt
0111
de Punkter, Pastor Ch. Nielsen den 29de Januar
havde fremsat.
1)
Fortsat Sognedeling,
men denne vil faa sin naturlige
Begrænsning, dels i de forhaandenværende Præstepenge, og
dels i den allerede nu følelige Præstemangel. Jo mere Ho
vedstaden vokser i Indbyggerantal, desto flere Præstepenge
vil der ogsaa blive at tage af. Men det er Spørgsmaalet,
0111
Væksten i Præstepenge kan følge Trop med Trangen til
Sogneudskillelser. Og Sogne paa 5000 Mennesker med
2
Præster og én Kirke maa sikkert foreløbig, d. v. s. i vort
Slægtled, henføres til Fremtidens Muligheder.
2
)
Forbindelse med Studenterbevægelsen
for ad den Vej
at skaffe det nødvendige Antal Præster til København. En
saadan Forbindelse var forsøgt, men fra Studenternes egen
Kreds indvendtes der mod et yderligere Engagement af Stu
denter i Menighedsarbejdet, at de fleste troende Studenter
allerede var saa optagne af Arbejde i Ungdomsforeninger,
F- D. F., Søndagsskoler o. lign., at det tit førte baade til le
gemlig og aandelig Overanstrengelse, endvidere, at de troen
de Studenter først og fremmest havde Forpligtelse overfoi
deres egne Kammerater, og at her Arbejdet voksede saa
stærkt, at det f. Eks. var muligt for Tiden at oprette flere
Bibelstudiekredse, end man kunde faa Ledere til, og endelig,
at Studeringerne dog var Studenternes første Pligt. Flere
ældre Præster mente dog, at man maatte fra Menighedens
Side arbejde ivrigt paa at faa unge Mænd til at studere Teo
logi, medens yngre Præster advarede kraftigt herimod, da
netop Valget at blive Præst maatte udgaa ud fra den frieste
Vilje.
3)
Samarbejde, dels
med andre større Organisationer,
hvortil man dog næppe mente, at Tiden endnu var moden,
hvor ønskeligt et saadant Samarbejde end kunde være,
dels
mellem de enkelte Menigheder indbyrdes indenfdr samme
Bydel, hvorved megen Arbejdskraft kunde spares, større
Udsyn og større Bevidsthed om at tilhøre — med Pligter og
Rettigheder -— det ene store Kirkelegeme kunde vindes, og
dels
mellem Menighederne paa den ene Side og Forretnings