KøbenhavnsKirkesag

123

hisset. Ja — og saa var der jo Mælkebilletterne! Kirkens

sociale Indsats har jo altid været det filantropiske Lapperi.«

»Men hvorledes skulde det ogsaa kunne være anderledes!

Kirkens Mænd hørte jo altid til Overklassen. De ringest

lønnede af dem begyndte som Embedsmænd med den Løn,

som kun de gunstigst stillede Arbejdere ender med. Og saa

klagede de endda.«

»Hvor skulde saadanne Jesu »Efterfølgere« kunne føle

med os; og hvad har de at sige os?«

Saaledes taler Forargelsen. Hvem har ikke følt baade

dens Vægt og dens Berettigelse?

Ligefrem uhyggelig føles denne Forargelse, naar man op

lever, at Kirkens Tjener betragtes som et Individ, Overklas

sen — i Følge en ejendommelig Vurdering af Religionens

Brugbarhed — tog i Tjeneste, for at han skulde virke som

en Slags Bondefanger. Ganske vist:

den

Forargelse tager

sig noget anstrengt ud. Jeg gad vidst, hvor mange der for

Alvor tror det. Derimod møder vi Gang paa Gang (immer

bilagt med Navne og Eksempler) en social Jævnføring mel

lem Kirkens Tjenere og den almindelige Lønarbejder, en

Betragtning nemlig af Kirkens Arbejde, der g'aar ud paa,

at Præsterne er Indehavere af en smart ledet, ikke ganske

pletfri, men meget indbringende Forretning. Det er i Virke

ligheden en stor social Hindring, at saa mange tror, at og

saa

det

sociale Misforhold er til Stede, at Kirken snylter paa

Underklassens Pengepung.

Nu er der jo meget at sige hertil fra vor Side. Bl. a.,

at det

er ved at blive uimodsigeligt,

at Kirken i sin »Forret

ningsgang« som i sin hele Optræden ikke alene er nobel,

men maaske den mest demokratiske Institution i denne By.

Men denne Artikel tilsigter ikke et Forsvar; vil meget hel

lere spørge: Hvorledes skal vi faa Bugt med denne I oi-

argelse?

Jeg synes, der i vore Prædikener mangler en rigtig Vui-

dering af de sørgelige Forhold, hvori vi staar. Selvfølgelig:

vi er rystede af al den Synd, Storbyen vader i. Og vi revser

den (daarligt nok; skarpest — maaske endda — , naar der

tales opad), og vi taler til Synderen om Naade hos Gud for

Jesu Skyld, og trods alle Hindringer ser vi Syndere gaa

ind i Guds Rige. Denne Prædiken er den dybeste. Men

hvor kan det være, at vi ikke meget oftere i Stedet foi al

skildre Synden skildrer

Nøden:

jeg mener den Sum af Kends

gerninger, lette at paavise, hvoraf Storstadens fiygtelige F ol

mer for Synd udspringer, saadan som jeg har høi t Hans

Koch gøre det i Rømersgades Forsamlingssal, saa det isnede

os ind i Sjælen. Og hvorfor siger vi ikke sammen med Oidet

Naade Ordet

Hjælp.