131 / 440
124
Synd og Na
3
.de! Nød og Hjælp! Disse Tonerækker
skulde anderledes tone sammen.
Og saa maa vi lære at vurdere vort eget betydelige prak
tiske Arbejde ret. Jeg tænker særlig paa Menighedsplejen,
den enkelte og de samvirkende. De tror — dem, vi gerne
vilde hjælpe — , at vi mener, at dette er stort og megen Om-
lale og Ros værd. Ja, men vi mener vel dog allesammen,
at det er ikke muligt ad disse Veje at skaffe nogen rimelig
social Fremgang. De, hvem vi skal hjælpe, lorstaai \el dog,
at selv om vi lægger megen Kraft ind i det filantropiske Ai -
hej de gør vi det alligevel med en trykkende og forlegen f o r
nemmelse af, at det forslaar ingen Verdens Ting. Det er
den gamle Historie gentaget om Ildebranden og Pibesprøjten.
De maa forstaa, at vi véd det og villigt indrømmer at det
eneste, der hjælper, er Arbejde. — Og endelig: Vi Præster
maa møde denne Forargelse ved at søge at opdrage vore
Menighedssamfund — og
de
os Præster
til en dybeie so
cial Forstaaelse. Der er dem, der er ængstelige for den
vaagnende sociale Interesse, dens Plads i Piædiken og am
fundsliv. »Den begynder at faa for stor Plads.« Og saa er
Sandheden den, at vi akkurat er begyndt at stamme paa det,
der skulde siges klart, famle om det, der trænger til Hæn
ders kraftige Greb.
Et Eksempel: Det maa virke irriterende, forargende, naar
vort Bidrag til den sociale Diskussion som oftest er givet
med det ene Ord: Sparsommelighed. Det er rigtigt, at dette
Ord maa siges, alene af den Grund, at det er ilde høi .
Men med det samme skulde vi dog vide, at det, selv med
den mest gennemførte Sparsommelighed, er umuligt tor en
Masse Mennesker at naa en økonomisk betrygget Stilling.
Naar Arbejdskraften tager af, ja »saa skal vi til at leve at
Naade«, som en hæderlig, grundsparsommelig Arbejdsmand
sagde til mig. Han mente ikke Guds Naade. Han var en
Kristen gennem mange Aar. Han tænkte paa Alderdoms-
understøttelsens 40 Kr. Det er ikke mange, der som han
kan ty til Gud med sin Følelse af Bitterhed.
Jeg skal lige pege paa en social Hindring, der i det
sidste Aar, hvor Arbejdets Vilkaar herinde har aabnet sig
for mig, forekommer mig afgørende, fordi den i saa høj
Grad besværliggør os Arbejdet blandt Mændene. Mangfol
dige har deres Arbejdsplads langt borte fra Hjemmet, otte
en H/a Times Sporvognsrejse om Dagen. Det betyder en
reel Forøgelse af Arbejdstiden, øget Træthed og deraf føl
gende Fornemmelse af, at man »har ikke Tid« til Kirkegang
og Møder. Hvordan nu komme i Forbindelse med dem?
3
Paa Arbejdspladsen er det udelukket. Tilbage staar Hus
besøg. Desværre er vort Arbejde — med de mange Aften-