164 / 440
157
Men nu appellerer Evangeliet netop til Viljessiden i et
Menneskes sjælelige Liv. Som fordum, saa spørger Jesus
ogsaa den Dag i Dag: »Vil du blive rask?«
Derfor bliver en Alkoholists »Omvendelse« kun altfor ofte
»som en Morgentaage, som den aarie svindende Dug«.
Drankersjælen er afgjort en slet Jordbund for Evange
liets Sæd, og naar ikke desmindre Guds Ord
kan
naa Dran
kerens Hjerte og oprejse ham til et nyt Menneskeliv, hvad
vi atter og atter faar Lov at se i vort Blaa Kors Arbejde
— ja, saa er dette kun et Vidnesbyrd til om, at Ordet er den
Almægtiges, der kan udrette det, der er umuligt for Men
nesker.
Alkoholismen er vel den virksomste af alle
Degenerations-
aarsager.
En Alkoholists Børn præges overmaade hyppigt
af Faderens Synd. De tager i Arv hans ovenfor nævnte
sørgelige Sjælsegenskaber og desforuden ofte en ringe med
født Begavelse, et hidsigt Sind og Afsky for Arbejde. Om
Opdragelse kan man i mange Tilfælde slet ikke tale. De
faar ingen Respekt for deres Fader, tit heller ikke for deres
forslidte og forkomne Moder. Et Hjems værnende Indfly
delse kender de ikke; men derimod tilbringer de deres Fritid
paa Gaden blandt slette Kammerater. Intet Under derfor,
at de ofte kommer ud i Usædelighed og Forbrydelse, der nok
skal døve Øre og Hjerte for Guds Ord.
Drankerens Hustru kommer ogsaa overmaade let til at
staa Ordet fjernt. Der er faa Mennesker, jeg i den Grad
har Medlidenhed med, som Drankerhustruerne. Deres Til
værelse er graat i graat. Ingen Tillid kan de have til deres
Mand, der ofte viser sig at være dem utro. Den Skare af
Skøger, der ved Nattetid oversvømmer vore Gader, véd kun
alt for vel, at en halvt- eller heltberuset Mand er et let
Bytte, hvis sidste Skillinger, som Kone og Børn skulde have
opholdt Livet ved, forsvinder i disse Vampyrers Lommer.
Drankerens Hustru ser, at alt gaar tilbage. Mens Værts
husholderkonen kan gaa klædt efter sidste Mode, maa hun
og hendes Børn gaa i Pjalter. Mens Manden drikker og
spiller, maa hun sulte og fryse. Forsøger hun — hvad man
ge gør — at holde Hjemmet oven Vande, maa hun slide fra
Morgen til Aften, ja langt ud paa Natten med. Søndagen
gaar som Hverdagen. Gaar hun en enkelt Gang i Kirke, faar
hun tit Grovheder af Manden.
Fattigdom og Nød, Slid og Slæb, onde Ord, tit Raaheder
og Prygl, ja, ofte modbydelige Sygdomme, som Manden slæ
ber hjem, er hendes Del af Livet. Hvad Under da, at mange
af disse Stakler taber Modet og lader staa til? Hvad Un
der, at mange har svært ved at høre »Tonen fra Himlen« for
Mandens raa Banden og Børnenes Skrig om Mad? En Ud