289 / 440
282
hederne ved Kirkefondets Kirker paa den ene Side og Kirke
fondets Ledelse paa den anden Side?
Provst Ussing indledede Forhandlingen omtrent saaledes:
I Begyndelsen af Kirkefondets Tid var Fællesskabet i den
lille Vennekreds en Selvfølge, og det nøjeste Samarbejde
kom af sig selv. Senere, da Virksomheden forgrenede sig, og
Arbejderne blev mange, fik hver sine Opgaver, og hver Me
nighed blev da ganske naturligt stærkt optaget af sit eget
Liv og sine nærmeste Opgaver. Og saaledes kommer der da
et Punkt, hvor Centralstyrelsen nærmest kun føles som den,
der sætter i Gang og derefter kun har en vis bevilgende og
regulerende Myndighed.
Men deri er der en Fare. Hvis Kirkefondet kun er som
et Sted, hvor Børn opfostres til snarest muligt at komme fra
Haanden og leve ganske frit videre, hver ad sin Vej, saa er
dette naturligvis ganske i sin Orden. Men er Kirkefondet en
Menighedsbevægelse, Resultatet af et aandeligt Fællesskab,
bliver de opvoksende Børn selv
Part
i Forretningen, og saare
meget beror da paa den aandelige Enhed og Samfølelse. Kir
kefondet er ikke Forretningsudvalget eller Bestyrelsen; hver
enkelt Menighed er en levende Del af Kirkefondet og kan i
sine Ydelser med fuld Ret sige: Kirkefondet — det er os!
Efter den første Tankegang er »Selvunderholdet« en snedig
Pengeafpresnings-Metode, opfunden af og for Forretnings
udvalget; efter den sidste og ene rette Opfattelse er det et af
de smukkeste og sundeste Skud af Kirkefondets eget Liv.
Derfor gælder det om, at ikke Arbejdets Forgrening,
Spredthed og Travlhed splitter os, saa Fællesskabet svinder.
Men Arbejdet herfor maa bæres af Frivillighed. Thi af ju
ridisk Myndighed har Hovedbestyrelsen jo omtrent intet,
hverken overfor Præsterne eller Menighederne. Forholdet er
jo i sin Nøgenhed det, at Kirkefondets Styrelse, vor Kasse,
er juridisk forpligtet til at bære Kirkernes Drift, men de
Menigheder og Præster, der lever i Kirkerne, har vi intet ju
ridisk Baand paa! Des alvorligere paahviler det os da at
vaage over og arbejde for det frie, aandelige Fællesskab.
Men er der de nødvendige Forudsætninger for et saa-
dant? Er der nogen fælles Aand, nogen aandelig Enhed mel
lem Kirkefondets mange Grene? Kan det overhovedet nytte,
vil maaske nogen sige, i vor splittede danske Kirke at tale
om Aandsenhed? Kirkefondet har jo ofte udtalt, at det ikke
var en Retningsbevægelse; men ligger der da ikke deri, at
man maa opgive alle den Slags Fællesskabs-Tanker? Nej,
visselig ikke. Kirkefondet er ikke eet med nogen af de tre
gamle kirkelige Retninger, det kan saa godt rumme Menne
sker med meget forskelligt Syn i Spørgsmaal som det kri-
stelig-sociale, ja selv i Stillingen overfor Bibelkritikken. Men
derfor har Kirkefondet lige fuldt — som alle, der virkelig
vil
noget
en Retning. Og jeg tror ikke, det er saa svært