300 / 440
2 9 3
et saadant Resultat, at der baade hos de Unge og hos os
var Lyst til at fortsætte.
Denne Fortsættelse kom da i den nys forløbne Marts
Maaned. De ydre Rammer for Møderne var de samme som
sidste Aar, ca. 200 troende unge Mænd fra de før nævnte
Foreninger samledes efter særlig tilsendt Indbydelse om The-
bordene i K. F. U. M.s Festsal.
Men medens man i Fjor søgte at kalde paa de Unge
ved at vise dem Arbejdets Herlighed for den Unge selv, ikke
mindst ved at pege paa den frivillige Lidelse (Korset), som
enhver Arbejder i Herrens Vingaard maa tage op og bære
for at blive en Jesu Efterfølger — denne Lidelse er jo ikke
den mindste Del af Arbejdets Herlighed (jfr. Phil.
2
, 29) — ,
saa søgte vi i Aar at kalde paa dem til Arbejdet ved at vise
hen til det, som endnu mangler. Programmet kom da til
at lyde saaledes:
1ste Dag:
Med hvilken Ret taler man om
en Folkekirke i København?
2den Dag:
Hvad naar Kirken
i København? a) Hvor vidt naar Forkyndelsen? b) Hvad
Hjælp rækkes der? c) Problemet Organisation! og
3dje Dag:
Hvad mangler der endnu? a) Klasserne, b) Mændene, c)
Hvorledes paavirkes de indflyttede af København? — og
det hele samlet i et:
Altsaa!
Det
var
mørke Billeder af København, der her vistes
frem for Ungdommen, og det
maatte
være det. Ingen, som
kender noget til Hovedstadsbefolkningens Stilling til Kri
stendommen, kan andet end med dyb Smerte tale om det,
som endnu mangler. Blot Tallene paa de Tusinder, der inden
for de forskellige Stands- eller Aldersklasser staar ganske
ligegyldige overfor Kristus, maa forfærde.
Men Gud have Tak! Ungdommen kunde bære ogsaa det
te; vi havde det Indtryk fra Møderne i Aar som fra sidste
Aar, at som Ordene om det i Synd og Ligegyldighed lidende
København kom fra Hjertet, saaledes gik de ogsaa til Hjer
tet, og vi har siden faaet det bekræftet: adskillige af de
troende unge Mænd, som hørte det, har bagefter forstaaet,
at de maatte give sig selv endnu dybere, endnu inderligere
ind i det Arbejde i Vingaarden, som de allerede har taget
op, og flere, som endnu ikke var gaaet i Arbejde, hørte i
de Aftener et Kald til at komme.
Saa tør vi alligevel se paa Herrens Gerning herinde med
Frimodighed. Der arbejdes nidkært maalbevidst for ham,
og han kalder paa nye Skarer af Arbejdere, for at de maa
staa rustede til at tage Arven op efter de gamle, naar disse
falder fra, for at føre den videre mod Maalet: København
erobret for Kristus!
Saa lad da: »Hvad der endnu mangler« anspore os til
inderligere, mere selvhengivende Bøn for Hovedstadens
Frelse, men lad de unge, nye Skarer af Arbejdere, hvis Kom
me vi maaske endnu kun kan ane, stemme os til en inder