KøbenhavnsKirkesag

327

Kærlighed! »Barnet« i dem med den let reagerende Samvif

hghed tog Skade; de begyndte i Aanden, d. v. s. i Evangeliets

rihed, og de endte i Kødet, d. v. s. i Lovvæsenets Trældom

med alle dets Menneskemeninger, Menneskeplaner og Men

neskehud De inficeredes af »Kirkelighed« og lammedes i

aandehg Klarhed og Kraft af Forfængelighedens eller Mage

lighedens lyssky Bakterier. Ak, de blev kun altfor nøgterne

realistiske, selvdygtige! Det blev forbi med Aandens frie

tiisen, den, der blæser, hvorhen den vil'

Begejstring og Nøgternhed! Man kan vist sige, at det er

en ikke helt almindelig Forening af disse to, som har været

Nerven i Københavns Kirkesag. Aandsfødt Begejstring for

vnsti Riges Fremme blandt Storbyens Titusinder — aands-

hitret Nøgternhed til selvfornægtende Arbejde under de hi-

f<Tcv

g lc

ie7

irkefi° rI!0ld’ altid med det More Evighedsmaal

Slajlei} es Frelse,

uden frygtagtig Seen tilbage eller

il Siderne, hvilende i Visheden om, at Gud er mægtig til at

føre sin Menighed frelst, ja lutret og styrket ud af alle Kirke

kampe og til, hvordan end Kirkekaarene bliver, at give den

etter sin Herligheds Rigdom altid og i alle Ting ikke blot

hvad der er lige tilstrækkeligt, men til Overflod'

I i . S

8? ; 8

° ? N f gtemhed i Kristi Aands harmoniske

Ligevægt, det er, hvad der er fornødent for Københavns Kir-

esag ogsaa i kommende Dage, og det des mere, jo vanskeli

gere Aarstider vi gaar imøde. Arbejdet med at dele Sogne

lejse Kliker, ansætte Præster maa aldrig overvurderes; men

l etMS a i heller *kke undervurderes. Det er og bliver

kun

et Middel; men det

ogsaa et Middel, der — overgivet helt

og uforbeholdent i Guds mægtige Faderhaand — kan blive

til uberegnelig Velsignelse, dersom, ja,

dersom

vi forbliver

ro og stadige i at lytte til, hvad Aanden, Guds frie Aand,

har at sige til Menighederne, og dersom vi holder ud, nid-

være i Troens Forbøn, i Paakaldelse af den hellige, almæg-

i f 6’ ^urmhjertige Gud. Sandelig, for

sit

Navns og for

sin

Æres Skyld

skal

han svare os. Svare os med Ild". Og be

skæmme alle Baalspræster i vor frække og fejge og gudløse '

E. Sivertsen.

Skovshoved Kirke

er opført i romansk Stil af røde Munkesten med Hovedskib,

Sideskib og et højt Taarn, hvis øverste Del er dannet som en

Bikube og muret op af Klinker.

Hovedskibet har Tøndehvælving og ender i et lidt højere

hggende Kor, der runder sig ud i en Bue fra Skibets fulde

Riedde. Det staar med Kalkens hvide Farve og faar bl.a.

Lys fra et i Indgangsgavlen anbragt stort rundt Vindue,