51 / 440
44
som vilde være tro mod den sande Gud, og den verds
lige, hedenske Aandsretning, som var sig selv nok. Og
udenfor, rundt omkring det lille Land, kæmpedes der om
Verdensherredømmet, og mange Gange saa det truende ud
for Juda Rige. Da var det Profetens Betydning, at
han
stod som den frygtløse Forkynder af Herrens Vilje og med
den modige Henvisning til, at den, som tror paa Herren,
skal ikke blive til Skamme.
Om end Fjenderne og Farerne
inden fra og udenfra er nok saa store, om end menneskelig
Beregning maa sige: »nu er vi færdige, nu gives der ingen
Udvej mere,« saa er der
dog aabent oventil, og han, den tro
faste Gud, vil aldrig lade sine i Stikken.
Han forkynder den
nærværende Hjælp,
og han forkynder
den endelige Sejr,
stammende fra Herrens salvede, thi »et Barn er os født, en
Søn er os givet, og Herredømmet er paa hans Skulder, og
man kalder hans Navn Under, Raadgiver, vældige Gud, Evig
heds Fader, Fredsfyrste«. Og selv om Davids Kongehus er
som en omhugget Eg i Skoven, saa »skal der opgaa et Ris
af Isai Stub, og en Kvist af hans Rødder skal bære Frugt,
og Herrens Aand skal hvile paa ham, Visdoms og Forstands
Aand, Raads og Styrkes Aand, Kundskabs og Herrens Frygts
Aand«. Og dette Budskab skal ikke være for de stærke og
selvhjulpne — men det skal udgaa med Henvendelse »til de
inistrøstige af Hjertet: se eders Gud, han skal komme og
frelse eder«. — Og Esajas’ Budskab blev en
Kraft
i hele
Folket.
Hvorfra havde han denne Fasthed og Kraft?
hvorfra hen
tede han dette Trosmod, der gennemgløder hans Budskab?
Det var ikke fra sig selv og ikke fra nogen politisk Over
vejelse, som saa lyst paa Forholdene; nej, han saa dem som
de virkelig var. Men han havde det
fra sin Kaldelse;
han
havde ikke skabt sit Ærinde selv, men han var kaldet dertil
af Gud. — Han havde
haft et aandeligt Syn:
Herren, den hel
lige og alraadende, havde han set sidde paa Tronen, Serafer
stod om ham, og Lovsangen lød mægtigt, saa Templets Tær
skel skjalv: »Hellig, hellig, hellig er Herren, Hærskarernes
Gud, al Jorden en fuld af hans Herlighed.« Og Esajas er
begejstret, betaget af Synet. Da vender han Blikket mod
sig selv.
Hvem er jeg, har jeg hjemme her!
»Ve mig, jeg
er fortabt, jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor
midt i et Folk med urene Læber, og mine Øjne har set Kon
gen, Herren, Hærskarernes Gud.« Aldrig havde han følt sin
egen Uværdighed som nu, Afstanden var saa stor fra den
levende, hellige Gud, det var hans Synd, sonn skilte ham der
fra. Men da oplever han
det endnu større, at en af Se
raferne rører ved hans Mund
med en Glød fra Herrens
Alter, og Røsten lyder: »
Din Misgerning er veget fra dig, og
din Synd er sonet.«
Nu staar han der dygtig til Herrens