KøbenhavnsKirkesag

— i Samfund og i Lønkamre — med Iiaab imod Haab,

med den Tro, der flytter Bjerge, om, at den opstandne Frelser

selv maa kendes ved vort Arbejde og vække Liv af Døde!

Det er en saadan Bededag, vi trænger til. Og ,som engang

Peter og Andreas paa Genesareth Sø vinkede ad deres Stal-

brødre "paa det andet Fartøj, saa sender vi

Bud og Hilsen

til alle Herrens Venner

rundt om i Danmark og siger:

hjælp

paa den tilstundende Bededag, at den maa blive en rigtig

almindelig

Bededag i den danske Menighed om Velsignelse

over Københavns Kirkesag med Vækkelse og Livs-Gennem

brud, med ny Aandskraft og trosstærkt Arbejde for Guds

Rige herinde!

Ja, det give Gud!

Men Store Bededag, som vi nu har den, hænger ogsaa

sammen med de tidligere

ugentlige Bods- og Bededage,

som

vor lutherske Kirke har haft. Efterhaanden blev de indskræn

ket til maanedlige, og tilsidst fandt man det rettest at slaa

dem alle sammen til een aarlig »stor« Bods- og Bededag.

Mange Kristne vil da ogsaa bevare Indtrykket af, at Store

Bededag er bestemt til at være en folkelig Bodsdag.

Og det trænger vi ogsaa til. Vort Folkeliv har været

langt nede. Vantroens, Materialismens og Usædelighedens

Vinterstorme har længe hærget vort Land. Vi trænger nok

baade i Hovedstaden og ude i Landet til at bede

Kyrie eleison,

Herre, forbarm dig! Og vi har Lov at tro, at Gud vil høre

Bønnen. Thi er der ikke Foraarstegn i Vejret? Det egent

lige »Minimum« er gaaet forbi, de onde Vinde »bider« ikke

som før, og hist og her klarer Himlen lidt op. Men skal

det ikke blive en blot kortvarig Forbedring, skal vi naa igen

nem til en virkelig Foraarstid over Landet med Glæde og

Vækst for alle gode Kræfter, saa maa de, der kan bede, des

mere blive vedholdende i Bod og Bøn.

Lad os gøre Bod for alle Forsyndelser og Forsømmelser

i den trange Vintertid og bede om et helt og afgjort Foraars-

Gennembrud!

Lad os gøre Bod for Kirkens Forsømmelser overfor Kir

kens store Opgave i København og bede om, at vi nu maa

blive tro til at vaage over Markerne, deres Deling og Besæt

telse med de fornødne Arbejdskræfter!

Lad o:s gøre Bod for al Mangel paa Kraft og Klarhed i

Kirkens Forkyndelse! Det er

Ordets

dyre Sæd, der skal

udsaas, og det skal saas saaledes, at det kan høres af vor Tid.

Vistnok maa vi da beflitte os paa at forstaa vor Tid og »om

skifte vor Røst«, saa den kan forstaa os. Men lad os bede

Gud tilgive os enhver Fristelse til at omskifte selve Frelsens

Evangelium. Lad os bede Herren befæste os just under vore