145 / 170
blev ved sit, gik han tvivlende hjemad, hvilken Gang blev
til et Lunteløb, da han ganske rigtig fik Øje paa Vognen hol
dende udenfor sin Dør. Det viste sig a t være Dronning
Alexandra ledsaget af Prins Valdemar, der ønskede a t hilse
paa Præsten i hans Hjem.
Trods den nye Æ ra søgte dog P asto r Storm paa mange
forskellige Maader a t bevare Kirkens Præg som Soldater
kirke, og i Oktober 1904 lykkedes det ham gennem P a tro -
na te t a t faa udleveret 8
Dannebrogsfaner
til Ophængning i og
Udsmykning af K irken (Kaskmdtsk. Indg. Skr. af 29. Okt.
1904, findes i Pakken for 1911 under 6. Juni). Det va r 2
Landeværnsfaner fra Chr. V IF s Tid, 15. og 16. Linie-Infan-
teri-Bataillonsfaner fra Chr. V I I I ’s Tid og 2 Reserve- og 2
Forstæ rkningsbataillonsfaner fra Fr. V I I ’s Tid. I Kirken
benyttedes der im idlertid den Gang endnu Gasbelysning,
hvilket i Forbindelse med, a t Fanerne af dekorative Hensyn
va r anb rag t i Skraastilling, bevirkede, a t de efterhaanden blev
ødelagte, hvorfor Kasernekommandan tskabet den 3. Marts
1908 indberettede til Krigsm inisteriet (Kaskmdtsk. Korrespb.),
a t hvis Fanerne skulde bevares, burde de a tte r bringes til
bage til Tøjhuset. Ved den Undersøgelse, der i denne Anled
ning blev foretaget, viste det sig, a t i hvert Fald de 2 Faner
fra Chr. V I I I ’s Tid va r af dem, i hvilke denne personlig
havde slaaet det første Søm, og da ogsaa de 6 andre v a r
uerstattelige, ombyttedes de alle den 23. Marts 1914 med
8 af de bedste Faner, der i sin Tid va r blevet beny ttede
som Landeværnsfaner, hvorfor man i 1808, da Landevæ rnet
ophævedes og overgik til a t blive de saakaldte »annekterede«
Batailloner, havde fjernet den grimme blaa Lap, der oprin
delig havde siddet over Midten af Korset, og paa hvilken
Ordene: »Landeværn for Kongen og Fædrenelandet« havde
staaet. Fo r dog ogsaa a t sikre disse Faner mod Ødelæg
gelse, blev de forinden opklæbede paa Net.
E fter K an to r Krossing’s Død i 1872 blev han afløst af
Hans Peter Hansen,
der den 13. April s. A. indflyttede i Lej
ligheden. Hvor stille og beskeden end hele Krossing’s Livs
førelse havde formet sig, kunde der dog skrives Sider fulde
om ham, og han har da ogsaa fundet sin Plads i biografiske
Leksika. Om hans Efterfølger høres der derimod saa godt
som in tet; det fortælles, a t han samtidig va r Skriver i e t
142