104 / 153
104
at lære Befolkningen at kende, deres Levevis, Skikke, Religion,
Sprog og Fortællinger, især da vor fortrinlige Tolk og Hansérak
hurtigt fandt sig til Rette med Sproget. Jeg skal kun her bemærke,
at Angmagsalikerne anerkender det som deres første sociale For
pligtelse at staa deres Husfæller og nærmeste Slægtninge bi. Deres
Samfundsliv er grundet paa Regler, hvis Tvang de stiltiende aner
kender som lovmæssige, og hvis Overtrædelse udsætter dem for
Samfundets Misbilligelse. Disse Regler vil endog befindes i visse
Retninger at sætte snævrere Grænser for den enkeltes Frihed end
civiliserede Samfunds Love. — Folkene er opvakte, kløgtige og
forstaar godt at gøre sig de Ting nyttige, som de kommer i Be
siddelse af. De er udholdende og dristige i deres Færden paa Fangst.
De er livlige og begavede med stor Forstillelsesevne. De er høflige,
gæstfri og føjelige i deres Opførsel over for hverandre, men sam
tidig indesluttede og mistænksomme. Dybere Følelser, som Kærlig
hed, Hengivenhed eller Venskab træffes kun sjældent. — Hansérak
forsømte aldrig nogen Lejlighed til at tale til Østlændingene om
Religion og Moral, hvilket i høj Grad tiltrak sig Tilhørernes
Interesse.
Vi tuskhandlede ogsaa med Folkene, idet vi afkøbte dem eth-
nografiske Genstande og gav dem derfor Jernkram, Tøj varer, Perler
m. m. Handlen kunde være ret besværlig. — Naar Folkene kom i
Besøg hos os, foretog vi ofte anthropologiske Maalinger, som Fo l
kene mente vilde gøre dem lykkelige eller helbrede dem, uden at
vi dog havde bibragt dem denne Tanke. Vi fulgte ved disse Maa
linger, ligesom ved alle vore andre Undersøgelser de Anvisninger,
der findes i »Anleitung zu wissenschaftlichen Beobachtungen auf
Reisen« af Dr. G. Neumayer.
Der var kun meget faa Hunde til Slædekørslen om Vinteren,
fordi saa godt som alle Hunde var blevet slagtet for at spises
under de foregaaende Vintres Hungersnød. Vi foretog derfor kun
en enkelt Slæderejse til det store Sund Ikerasarsuak i Begyndelsen
af Maj for at efterforske en varm Kilde, Unartok. Fjordisen kunde
kun befares, medens den endnu fra Natten var frossen ovenpaa.
Slædekusken viste os en ganske almindelig Kilde. Paa Hjemvejen
skar Slæden ofte gennem den øverste Skorpe af Isen og skar end
og engang helt igennem. Østlændingen fjernede sig hurtigst mulig
med Slæden, medens Knutsen og jeg længere Tid var i stor Livs